Af Janni Pilgaard
Anmeldereksemplar
Skal vi virkelig glæde os over, at vi ikke skal se vores venner i weekenden, fordi hverdagen tager al energi?
Det er noget af det første der står i bogen, hvor Janni fortæller mig om en oplevelse af at være så drænet at hun og hendes mand ikke orker at mødes med venner til en hyggelig sammenkomst, fordi de har haft en hård uge.
Denne bog stiller skarpt på vores moderne forhold til tid – og på følelsen af at være fanget i en hverdag, hvor to-do-listerne aldrig ender, og spontaniteten er forsvundet.
Gennem ærlige fortællinger, konkrete eksempler og refleksioner fra både familie- og arbejdsliv, får Janni sig til at tænke over at sætte tempoet ned – ikke for at nå mindre, men for at få mere ud af livet.
Bogen trækker tråde i historien om tid, og hvordan det langsomt er blevet til den travle dagligdag vi kender i dag.
Den giver perspektiver på, hvordan tid er blevet forstået og brugt, og tilbyder visuelle og enkle kapitler, som gør det let at dykke ned i, selv når overskuddet ikke er stort.

Undervejs føres man i dialog med “tidstyrannen” – den indre stemme, der konstant kræver mere, hurtigere, bedre.
Bogen henvender sig til dem, der oplever et konstant tidspres i hverdagen – småbørnsforældre, mennesker i et travlt arbejdsliv eller dem midt i en livsfase, hvor kravene er mange og pauserne få. Samtidig er den relevant for fagpersoner, der arbejder med stress, trivsel, ledelse eller livsovergange – og som søger nye perspektiver på, hvordan man kan påvirkes af tid, og hvad der sker, når man begynder at tage hånd om hvordan man ønsker at bruge sin tid.
Denne bog giver plads til både refleksion og forandring – og måske endda en lille pause midt i det hele.

Læs mere om bogen her: ti nøgler til et liv med tid nok - Janni Pilgaard