Af Anneke Dapper-Skaaning og Dorthe Boss Kyhn
Anmeldereksemplar fra Frydenlund
Gennem interviews, citater og refleksioner fra medarbejdere indenfor demens- og ældrepleje, får man som læser et ærligt og nuanceret billede af en hverdag, der sjældent får den anerkendelse, den fortjener.
Bogen er opdelt i dele med glatte, blåtonefarvede sider, der skaber pauser og plads til eftertanke. Det fungerer godt og giver en læsevenlig struktur. Den ene del tager fat i, hvordan man taler om faget og dem, der arbejder i det. Et stærkt billede opstår i kontrasten mellem en overskrift med ordet ‘bare’ – som i “bare SOSU” – og en anden formulering, der handler om, hvordan man “skaber trivsel for andre mennesker”.
Det lille ord ‘bare’ siger meget om samfundets syn på ældrepleje og dets medarbejdere.
Bogen viser tydeligt, hvordan arbejdet har ændret sig gennem tiden – både for beboere og ansatte. Før i tiden kom ældre tidligere på plejehjem, nu kommer de ofte først, når de er meget dårlige. Samtidig er medarbejderne i dag mere pressede og oftere syge. Det rejser spørgsmål om, hvorfor sygefraværet er så højt – og hvilke strukturelle forhold der bidrager til det. Der bliver også sat fokus på følelsesmæssig belastning, udmattelse og angst, som nogle medarbejdere kæmper med. Det er komplekst og svært arbejde, og som en medarbejder udtrykker det:
Så kan der være dage, hvor en medarbejder bliver syg efter en hård dag.
Man møder i bogen mange former for stemmer og perspektiver – fra medarbejdere og beboere til fagforeninger, sygeplejeråd og endda Dronningen. Der er både fakta, følelser og forslag, og man får konkrete råd til, hvordan man kan tale om faget på en mere anerkendende måde. Der er også fine scenarier, hvor det professionelle, det personlige og det private flettes sammen. Det handler om relationer, tid og manglen på den – og om viljen til at gøre det godt, selv når systemet ikke giver plads.
Samtalerne og kommentarerne i bogen fungerer godt og giver plads til både det nære og det strukturelle. Det er en fagbog, man kan spejle sig i, uanset om man arbejder i feltet, er studerende, pårørende eller bare nysgerrig.
Jeg savner rollemodeller…
… står der et sted – en sætning, der rammer præcist. Det er også derfor, det giver mening at dele karrierehistorier i f.eks. Karrieren magasinet. Der er brug for flere fortællinger om, hvorfor nogen vælger netop denne levevej.
Man sidder tilbage med respekt og forståelse – og lysten til at vide mere. F.eks. ved at læse videre i bogen om demenssprog, som nævnes flere steder.
