Categories
Adfærd Boganmeldelse Digitalisering Fortællinger Fremtidens arbejdsmarked Kommunikation Kultur Livet Mangfoldighed Teknologisk udvikling Tid Udvikling Unge

Har vi en aftale, eller?

Af Liva Qvortrup Geisling Sloth

Anmeldereksemplar fra Muusmann Forlag

Der er noget både let og iøjnefaldende over bogen – allerede på forsiden, hvor et lyserødt mobilcover med titlen fungerer som blikfang. Det er en ung bog i sit udtryk, og det matcher også dens afsæt: en undersøgelse af sociale normer blandt især Generation Z (1996–2012).

Bogen kredser om de små og store aftaler, vi indgår i hverdagen – og hvad der sker, når de brydes eller udskydes. Det kan være alt fra at komme for sent, aflyse i sidste øjeblik eller vælge det uforpligtende til frem for det faste. De små situationer får lov at vokse til større spørgsmål om ansvar, respekt og fællesskab.

Et af bogens styrker er, at den trækker på konkrete billeder og situationer fra hverdagen. Cigaretskod ved en skraldespand på et fortov, en efterladt indkøbskurv midt på gaden eller eksempler fra nattelivet og initiativer som Natteravnene, hvor mennesker hjælper hinanden. Der er også indblik i interviews og citater, hvor unge selv sætter ord på deres oplevelser og handlinger.

Samtidig bevæger bogen sig ind i mere samfundsmæssige overvejelser om, hvorvidt den uforpligtende adfærd er et udtryk for en ny kultur, hvor man ønsker kontrol over tid, relationer og rammer, eller om det handler om manglende respekt og ansvar. Der berøres også, hvordan digitale platforme og sociale medier har påvirket måden, aftaler og relationer indgås på – fra “ghosting” og “situationships” til en mere flydende forståelse af forpligtelse.

Influencer-kulturen nævnes også i forbindelse med ansvar omkring reklame og samarbejder samt de etiske spørgsmål om, hvad man egentlig kommunikerer til andre.

Bogen afsluttes med et blik mod fremtiden – hvordan vil disse sociale normer udvikle sig de næste 30 år? Den del føles dog en smule kort, og man kunne godt ønske sig, at netop det perspektiv blev udfoldet mere.

Overordnet set er det ikke en tung bog, men den kommer vidt omkring. Den samler mange aktuelle temaer og små observationer, som gør den relevant at læse, hvis man interesserer sig for unge, adfærd og sociale normer. Den lægger mere op til refleksion og samtale end til faste svar – og netop derfor fungerer den bedst som et indblik frem for en endelig forklaring.