Categories
Boganmeldelse Faglitteratur Fortællinger Fremtidens arbejdsmarked Global karriere International Kreativitet Ledelse Livet Mental sundhed Strategi Tid Uddannelse Udvikling

Det skjulte potentiale

Af Adam Grant

Anmeldereksemplar fra Dafolo Forlag

Det er en bog, der inspirerer til at se mulighederne i sig selv og andre – også dér, hvor de ikke altid er synlige. Gennem en række fortællinger, eksempler og små visuelle illustrationer bliver man ført ind i tanken om, at læring og udvikling ikke handler om at præstere perfekt fra begyndelsen, men om at turde fejle og bruge erfaringerne til at blive klogere over tid.

Man møder elever fra Detroit i 1990’erne, arkitekters eksperimenterende projekter og skakspilleres udvikling. Forskellige historier flettes ind som levende billeder på, hvordan fremskridt skabes, når man ser bag facaden og forstår, at det skjulte potentiale ofte ligger i de små skridt. Ligesom en kurvet streg fra A til B, der viser vejen mod et mål, ligner processen en karrierevej fuld af bump, pauser og genveje. Netop pauserne fremhæves som vigtige for at undgå udbrændthed – en påmindelse om, at hvile er en del af læringen.

Bogen udforsker balancen mellem perfektionisme og lysten til at lære. Frygten for ikke at være god nok – også kendt som impostersyndrom – bliver sat ind i en sammenhæng, hvor man ser, at de fleste kæmper med de samme tanker. Der er et opgør med 12-talsmentaliteten, hvor alt måles i præstation, og et fokus på karakterfærdigheder, motivation og de systemer, der gør det muligt at vokse.

En styrke er de konkrete råd, der afslutter hvert kapitel. Små øvelser og opgaver, som man kan tage direkte med ind i sin hverdag og prøve af selv, gør bogen både praktisk og anvendelig.

Den er særligt relevant for lærere, ledere, studerende, forældre og alle, der arbejder med mennesker – eller som ønsker at udforske deres eget potentiale og finde en mere bæredygtig vej til læring og udvikling.

Læs mere om bogen her.