Af Morten Andersen
Anmeldereksemplar fra Wadskjær Forlag
Titlen er skrevet med versaler, med forfatterens navn og "Hans sidste digtsamling derunder". Forsiden er lyseblå med nogle bølgende sartfarvede linjer forneden.
Der er tale om en digtsamling, som skiller sig ud ved sin meget strukturerede opbygning. Den er udgivet efter forfatteren er borte.
Digtene er nummereret fra 1 til 100 og samtidig organiseret alfabetisk fra A til Å, med flere digte under nogle bogstaver end andre. Opsætningen virker gennemtænkt og systematisk. Skrifttypen fremstår kantet og streng, og det samme gør sig til tider gældende for ordene og udtrykket i digtene. Der er noget ved bogens opsætning, som får mig til at tænke på en salmebog. Ikke nødvendigvis på grund af indholdet alene, men også på grund af den systematiske struktur og den måde, teksterne præsenteres på. Form og indhold arbejder sammen og skaber et særligt udtryk.
I forordet skriver forfatteren, at håbet er, at digtene giver anledning til refleksion og måske endda inspirerer læseren til selv at være kreativ. Det synes jeg, samlingen lykkes med. Selvom formen er meget struktureret, ligger der også en kreativ tanke bag valget af netop denne opbygning.
Digtene kredser om mange af livets store og små emner. Her møder vi hverdagen, årstidernes skiften, kærligheden, døden, troen, politik, religion, følelser, engle og de mange tanker, som følger menneskelivet. Et udsagn, der særligt fangede min opmærksomhed, er tanken om, at alle ønsker at leve – selv dem, der ønsker at tage livet af sig. Det er en stærk og tankevækkende betragtning, som giver stof til eftertanke.
Det er en digtsamling for læsere, der holder af refleksion og eftertanke, og som ikke nødvendigvis søger svar, men snarere nye perspektiver på livet, kærligheden og det at være menneske.
