Categories
Boganmeldelse Børnebog Livet Mental sundhed Neurodivergens

Sifs mor har ADHD

Af Malou Bach-Schandorff

Anmeldereksemplar fra Byens gorlag

Farverige illustrationer med en dør på klem og popcorn flyvende ud giver et levende og lidt kaotisk førstehåndsindtryk. Tegningerne er både pæne og rodede på samme tid – en visuel spejling af livet med ADHD. Billedsiden formår at illustrere det usynlige på en måde, børn kan spejle sig i.

Bogen er bygget op af små, overskuelige afsnit med glimt fra hverdagen, som beskriver oplevelser og situationer, hvor Sif oplever sin mors energi – både når den er høj og når den pludselig forsvinder. Den veksler mellem tempo og træthed, planer og uforudsigelighed, og viser både hyperfokus og store projekter.

Man får også et indblik i, hvordan morens perfektionisme og behov for kontrol hænger sammen med maskering og overansvar – f.eks. når hun forsøger at koordinere alt ned til mindste detalje under farens forretningsrejse. Der er episoder med vredesudbrud og konkrete eksempler på, hvordan mor og barn bagefter taler om det og finder ro sammen.

Temaer som stress, belastningssymptomer og begyndende udbrændthed bliver nænsomt berørt. En samtale med mormor sætter ord på overbelastningen. Morens store idéer og trang til projekter spejles i en virkelighed, hvor det hele nogle gange bliver for meget.

Bogen indeholder desuden et psykoedukativt element, som forklarer ADHD på en børnevenlig måde uden at blive belærende. Man kan slå op på de forskellige scenarier. Efter hvert afsnit er der spørgsmål til reflektion til barnet.

Det bliver tydeligt, hvordan dynamikken i hjemmet påvirkes af, at den ene forælder har ADHD, og den anden ofte tager sig af de mere praktiske opgaver.

En relationel, reflekterende og illustrativ bog for både forældre og børn fra femårsalderen.

Læs mere om bogen her.

Categories
Boganmeldelse Historie Kvinde Livet Teknologisk udvikling Udvikling

Kvindernes historie i 100 objekter 

Af Annabelle Hirsch med bidrag fra Gry Jexen

Anmeldereksemplar fra Gutkind forlag 

Denne bog er en sanselig og indbydende bog, hvor historien fortælles gennem 100 udvalgte genstande, der hver især har spillet en rolle i kvinders liv. Hvert objekt er formidlet i korte kapitler, der gør det nemt at slå op og dykke dybere ned i, uanset hvor i bogen man åbner.

Bogen er med smukt solidt papir, med sort-hvide billeder af objekterne, lyserøde sider og magentafarvede overskrifter i versaler. Den har et æstetisk udtryk, der indbyder til både fordybelse og hyggelæsning – en pæn gave til især historieinteresserede.

Genstandene spænder bredt: fra fortællingen om ekstremt højhælede sko som statusmarkør til metalkorsetter, kjoletasker, Singer symaskinen, støvsugere, p-piller, safety-cyklen og endda Tupperware. Der fortælles også om bøger, blandt andet en om kvinden som lever alene – et livsvalg, der  ikke har været anset som ønske, men usædvanligt. Fortællingerne gør det klart, hvordan kvinders historie ikke kun er skrevet i store begivenheder, men i hverdagens ting og sager.

En nydelig og tankevækkende bog, der gør kvindehistorien konkret og nærværende gennem de objekter, der har formet den.

Læs mere om bogen her.

Categories
Biografi Boganmeldelse Livet Mental sundhed Sorg

Overgang

Af Tine Jakobsen

Anmeldereksemplar fra Wadskjær forlag

Denne bog er en personlig og autentisk fortælling om at stå midt i en livskrise, mens verden fortsætter omkring en. Da hendes far får konstateret kræft, vælter det fundament, hun står på – og man kommer helt tæt på den rå og ærlige oplevelse af tab undervejs.

Bogen er skrevet i et detaljeret og sanseligt sprog, hvor selv små observationer – som bordet, der blev lakeret i barndomshjemmet – bliver meningsbærende. Læseren føres ind i hospitalets hvide korridorer og ind på det delte stueværelse, hvor intimiteten mellem far og datter må finde plads midt i det upersonlige og kliniske. Det er voldsomt, uvirkeligt og energitærende.

Hun beskriver både den fysiske og følelsesmæssige træthed, rastløsheden og uroen – og det brutale i at vide, at ens far skal dø, uden at vide hvornår. Hun skriver ærligt om både vrede, håb, længsel og de svære tanker, man kan få, når sorgen og udmattelsen tager over.

Bogen skaber et fint samspil mellem barndomsminder, hospitalsbesøg, begravelse, forestillinger og drømme – og fortællingen afspejler den måde, sorg og tab kan bevæge sig på i krop og sind: i glimt, i flashbacks, i tanker der ikke vil slippe.

Den kan være svær at læse helt igennem, fordi den rammer følelsesmæssigt. Hun bringer følelserne op til overfladen og skriver ærligt og åbent.

En bog, der giver rum til sorgens kaos og kærlighedens smerte. Hvis du tør mærke efter, vil du finde en stemme her, der sætter ord på det, mange har svært ved selv at udtrykke.

Læs mere om bogen her.

Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Kommunikation Livet Udvikling

I frit fald

Af Jannie Nørregaard Rasmussen 

Anmeldereksemplar fra Wadskjær forlag

Denne bog er anderledes. Den er svær at forklare. Det er en farverig oplevelse – både visuelt og sprogligt. Der er ingen hvide sider, kun intense farver, korte tekster og mange metaforer. Selvom indholdet kredser om svære temaer som brudt kærlighed og ensomhed, er det formidlet på en utrolig kreativ og beundringsværdig måde – med billeder, rim og leg med sproget.

Man bliver lukket ind i forfatterens indre – hendes tanker, hendes kreativitet og hendes forsøg på at passe på sig selv midt i det hele.

Man mærker smerten ved at stå tilbage, snydt og bedraget, med børnene og højtiderne alene. Men det hele er skrevet med en lethed og finurlighed, der får selv tunge emner til at flyde.

Sproget er originalt, legende og billedrigt. Teksterne er bogstaveligt talt skæve og udtryksfulde. Der er en tydelig søgen efter noget – måske mening, måske fred.

Jeg leder efter delete-knappen, skriver hun et sted.

Det siger i sig selv en del.

Jeg har aldrig før læst en bog uden en eneste hvid side – og med så mange farver. Det fungerer overraskende godt.

Denne bog er ikke for alle – især ikke for dem, der foretrækker sort tekst på hvid baggrund og klassiske bogformater. Men for kvinder, kreative sjæle eller dem midt i en livsovergang, er den som skabt til fordybelse.

Den handler om sorg, kærlighed og det at finde sig selv i kaosset. Måske en bog til ferielæsning, en pause, eller til et stille øjeblik med plads til refleksion?

Læs mere om bogen her.