Af Merete Nørgaard
Anmeldereksemplar fra Content Publishing
Denne bog inviterer til at udforske, hvordan man kan udtrykke sig frit og selvsikkert med både stemme og krop.
Udefra virker bogen enkel og minimalistisk, men allerede forsiden afslører, at der gemmer sig mere end øjet først ser: Bogstavernes form minder om grøn pasta, der suges ind i en hjerteformet mund – et visuelt vink om, at her handler det både om kultur, krop og sanselighed.
Forfatteren trækker på egne erfaringer fra ophold i Italien og arbejdet med sin egen stemme, og kombinerer denne personlige rejse med praktiske øvelser, teori og cases fra mennesker, der har trænet stemmen og kroppen.
Bogen rummer en bred vifte af øvelser – lige til at afprøve undervejs. Her arbejdes der med åndedræt, stemmetræning og nervøsitet, men også med hele kroppens signaler. Man introduceres bl.a. til forskellige stemmetyper (feminine og maskuline), kropszoner, hvor energien er centreret, samt betydningen af hændernes kropssprog.
Et særligt perspektiv er sammenligningen med italiensk kultur, hvor stemmen og kropssproget ofte spiller en større rolle i kommunikationen end i Danmark. Denne kulturinspiration fungerer som en rød tråd gennem bogen og giver læseren konkrete eksempler at spejle sig i.
Bogen er især rettet mod kvinder, som ønsker at tage mere autoritet gennem deres stemme og tilstedeværelse. Men øvelserne og refleksionerne kan bruges af alle, der vil styrke deres udtryk – både professionelt og personligt. Til arbejdssammenhæng i f.eks. teams og præsentationer og foredrag med et mindre eller større publikum.
Det kræver mental tilstedeværelse at få fuldt udbytte af bogen, men til gengæld får man et solidt redskab til at skabe ro, nærvær og gennemslagskraft.
En inspirerende bog, der forbinder stemmetræning, kropsbevidsthed og kultur på en måde, der gør det let at tage første skridt mod et stærkere udtryk.

