Categories
Adfærd Alder Ældreplejen Boganmeldelse Fortællinger Kommunikation Kreativitet Kultur Kvinde Livet Mental sundhed Pårørende Senior Storytelling Sygdom Tid Trivsel

Min mor

Af Trond Bredesen

Anmeldereksemplar fra Straarup&Co

En sød og fin bog – men også en bog om noget, der bestemt ikke er enkelt.

En tegneserie fortalt gennem små skitser af situationer mellem forfatteren og hans mor. Man følger hans besøg hos hende, hendes opkald til ham og deres dialoger. Dialoger, som kan virke forvirrende, springende og uden sammenhæng, man normalt forventer af en samtale.

Hans mor er dement. Hun genkender ikke altid mennesker og situationer, og hun svarer nogle gange på en måde, der kan virke både spøjs og lidt sjov. Man kan komme til at smile. Samtidig ligger alvoren hele tiden nedenunder. For det, der ikke giver mening for os – eller for sønnen – giver måske mening for hende lige i øjeblikket.

Han viser situationerne med hans mor. Det synes jeg er en af bogens styrker. Man får lov til at opleve de små møder og samtaler, som de er, også når de ikke fører nogen steder hen. Eller virker underlige. Det er relaterbart (for dem, der forstår/ har oplevet det).

Det gør også bogen interessant i et fagligt perspektiv. For hvad sker der med kommunikationen, når to mennesker ikke længere nødvendigvis deler den samme forståelse af situationen? Når et spørgsmål ikke får det forventede svar, en bliver forvirret eller når den anden ikke kan huske det, der lige er blevet sagt? 

Samtalen kan miste sin logik, uden at relationen forsvinder. Og det er lige præcis det det bliver formidlet i denne bog, gennem tegninger.

Det bliver meget konkret i bogen, fordi man oplever demensen gennem hverdagens små situationer frem for gennem forklaringer om sygdommen. Det handler også om at være den pårørende, der står på den anden side: sønnen, der besøger sin mor, tager telefonen og forsøger at være i de samtaler, der opstår.

Visuelt er bogen enkel. Sort, rød og blå streger. Stregtegninger, få virkemidler og korte dialoger. Det passer virkelig godt til fortællingen. Tykke papirsider. Kvaliteten af papiret synes jeg også passer virkelig godt til bogen og formidlingen. Der skal ikke meget til, før man forstår en situation, en stemning eller fornemmer forvirringen. Helheden synes jeg er godt sammensat.

Han formår at fortælle om noget komplekst uden at forklare det ihjel. Tegningerne og de korte replikker giver plads til selv at mærke og fortolke situationerne. Det er forståeligt og relaterbart. Ægte.

For mennesker, der selv har en nær person med demens, tror jeg, at flere af scenarierne vil føles genkendelige. Det kan også være en bog for dig, der har en ældre eller ensom forælder, hvor relationen og samtalerne har ændret sig.

Og så ser jeg den som relevant for fagpersoner, der arbejder med demens, ældre, pårørende eller kommunikation. Ikke som en fagbog, der fortæller, hvordan man skal handle, men som et hurtigt og anderledes indblik i en pårørendes oplevelser og en måde at formidle på en anderledes og kreativ måde. Nogle gange kan den slags fortællinger give en anden forståelse end teori og faglige modeller kan.

For kreative og kommunikatører er den samtidig interessant rent visuelt og fortællemæssigt. Hvordan en bog kan sammensættes på en anderledes og kreativ måde.

Læs mere om bogen her.