Categories
Boganmeldelse Børnebog Folkeskolen Mangfoldighed Neurodivergens Studieliv Uddannelse

Fire bøger om at være anderledes – og om at høre til

En samlet anmeldelse af Neuro-serien

Anmeldereksemplarer fra Alinea

Når man føler sig anderledes, kan det være svært at finde nogen at spejle sig i. Det gælder især for børn og unge med neurodivergens. Derfor har Alinea udgivet Neuro-serien – bøger skrevet af forfattere med egne erfaringer med f.eks. ADHD og autisme, og med karakterer, der oplever verden lidt anderledes. Bøgerne er skrevet, så børn og unge kan genkende sig selv – eller forstå nogen, der er anderledes.

Jeg har læst og anmeldt fire af bøgerne i serien i forbindelse med mit temamagasin Neurodivergens og fremtidens arbejdsmarked, der udkom i april - Karrieren #6. Læs det samlede indtryk af bøgerne nedenfor, der hver især linker til de enkelte boganmeldelser.

De sygeste rumvæsener i 6.B

Af Manu Sareen

To klassekammerater, Ida og Tariq, bliver sat sammen i en TikTok-konkurrence. Den ene er struktureret og teknisk skarp, den anden idérig og impulsiv – og de får det til at fungere. Det handler ikke kun om at vinde en præmie, men om at finde sin plads, blive set og skabe noget sammen. Bogen er både humoristisk og rørende og slutter med stærke citater fra unge med ADHD.

Læs hele boganmeldelsen her.

En anden side

Af Kit A. Rasmussen

Her møder vi en hovedperson, der oplever verden gennem et autistisk perspektiv – med alle de forvirringer og sansninger, det indebærer. Historien balancerer mellem virkelighed og fantasi og giver en sjælden indsigt i den udmattelse og undren, der kan følge med det sociale liv. Illustrationerne understøtter bogens stemning og inviterer til refleksion – også for læsere uden diagnose.

Læs hele boganmeldelsen her.

Seiko boy

Af Kathrine Assels

En japansk teenager rejser alene til Danmark og møder både sprog, kultur og følelser, han ikke er vant til. Bogen er skrevet i en personlig stil og viser, hvordan det føles at være fremmed – ikke bare i et land, men i en social virkelighed. Samtaler med en AI giver et særligt blik ind i hovedpersonens tanker. En bog til unge, der står i store overgange eller føler sig udenfor.

Læs hele boganmeldelsen her.

Sort skærm

Af Maria Frantsen Sanko

En pige, der er ordblind og har været væk fra skolen, bliver sat sammen med en klassekammerat, hun egentlig ikke bryder sig om. Sammen skal de lave en opgave om frøer – og undervejs sker der både dramatiske hændelser og små forandringer i deres relation. Bogen viser, hvordan venskaber kan vokse ud af modstand, og hvordan forskellige styrker kan finde sammen.

Læs hele boganmeldelsen her.

Fælles for alle fire bøger er, at de giver plads til forskellighed og viser muligheder. De handler om at være sig selv i en verden, der ofte forventer noget andet. Og om hvordan vi finder vej, når vi får lov til at blomstre på vores egne præmisser.

Har du børn, elever eller unge i dit liv, der har brug for spejling, nuancer eller bare gode historier? Så er Neuroserien et godt og underholdende valg.

Categories
Boganmeldelse Børnebog Mangfoldighed Neurodivergens Studieliv Uddannelse

De sygeste rumvæsener i 6.B

Af Manu Sareen

Anmeldereksemplar fra Alinea

I forbindelse med udgivelsen af temamagasinet Neurodivergens og fremtidens arbejdsmarked har jeg læst De sygeste rumvæsener 6.B – en bog i Alineas Neuroserie, der er skabt for at give unge med neurodivergens mulighed for at spejle sig i karakterer og fortællinger.

Ida og Tariq ender i en gruppe da alle danske sjette-klasser kan medvirke i en TikTok-konkurrence hvor præmien er en betalt rejse for hele gruppen og deres familier.

De bygger noget op: idéer, rekvisitter, kostumer, optagelser, klip. Rumvæsener. Video. Fantasi. De skaber noget sammen, og gennem arbejdet vokser noget større frem – en samhørighed, en selvtillid, et blik for, hvad de hver især kan.

Tariq er idémageren med de skæve vinkler og den hurtige hjerne. Ida er den strukturerede, som vil have det hele til at spille teknisk. De arbejder intenst, glemmer tiden, glemmer at spise – men ikke projektet.

Det handler om mere end at vinde. Selvom de har et stort håb om at vinde, fordi forældrene i år ikke har råd til en sommerferie. Det handler om at kunne noget og vise hvad de har lavet. Og så er gevinsten ved at vinde blot et ekstra plus.

Fortællingen giver plads til genkendelse og spejling. Om følelsen af ikke at passe ind – og om hvad der sker, når nogen får lov til at blomstre i deres eget tempo, interessefelt og på deres egne præmisser.

Bogen er skrevet af Manu Sareen, der har ADHD og dermed medvirkende til at fortælle en historie som en med ADHD kunne have oplevet. Til sidst medvirker børn og unge med ADHD og beskriver, med egne ord, hvem de er. En ægte og stærk afslutning på en bog, der tør vise verden fra en anden vinkel.

Læs mere om bogen her.

Læs også Seiko boy, Sort skærm og En anden side her.

Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Folkeskolen Neurodivergens Studieliv Uddannelse Udvikling

Sort skærm

Af Maria Frantsen Sanko

Anmeldereksemplar fra Alinea

I forbindelse med udgivelsen af temamagasinet Neurodivergens og fremtidens arbejdsmarked har jeg læst Sort skæem – en bog i Alineas Neuroserie, der er skabt for at give unge med neurodivergens mulighed for at spejle sig i karakterer og fortællinger.

Bogen følger en pige, der skal lave en projektopgave om frøer sammen med en klassekammerat, hun egentlig ikke bryder sig om. Hun er ordblind og har været på ferie med sin selvstændige far midt i skoleåret, hvilket har gjort, at hun er gået glip af opstarten på projektet. Det giver en skæv start på samarbejdet.

En fin lille detalje i bogen er, at der på nogle sider er et lille frøikon der, hvor sidetallet normalt ville være – en kreativ reference til projektets emne.

Pigen har på forhånd dannet sig en negativ holdning til sin makker, blandt andet fordi andre omtaler ham som en “dengse”. Bogen skildrer troværdigt de akavede situationer, der kan opstå mellem børn og deres forældre, især når der er store forventninger på spil.

Undervejs opdager de to hovedpersoner, at de hver især besidder vigtig viden og styrker på forskellige faglige områder. Historien udvikler sig dramatisk, da et uheld fører til både indlæggelse og en retssag, og de to unge lærer meget mere end blot fakta om frøer – både om sig selv, hinanden og deres familier. Venskab, ansvar og investering i relationer bliver centrale temaer, og meget er på spil for begge parter.

De ender med at blive venner til sidst.

Læs mere om bogen her.

Læs også boganmeldelsen af Seiko boy, En anden side og De sygeste rumvæsener fra 6.B her.

Categories
Boganmeldelse Mangfoldighed Neurodivergens Studieliv Uddannelse Udvikling

Seiko boy

Af Kathrine Assels

Anmeldereksemplar fra Alinea

I forbindelse med udgivelsen af temamagasinet Neurodivergens og fremtidens arbejdsmarked har jeg læst Seiko Boy – en bog i Alineas Neuroserie, der er skabt for at give unge med neurodivergens mulighed for at spejle sig i karakterer og fortællinger.

Den handler om en japansk teenager, der rejser helt til Danmark på et udvekslingsophold. Fortællingen er skrevet i en personlig, næsten dagbogsagtig stil, hvor hovedpersonen kommunikerer med en AI – og svarene, der kommer i bunden af siderne, uddyber hans tanker og verdenserfaring på en måde, der giver særligt indblik i hans indre liv.

Bogen beskriver på en meget fin måde tankemylderet omkring afrejse, de følelsesmæssige reaktioner på moderens ansigtsudtryk, og de mange lag af usikkerhed og forventning, der følger med en så stor omvæltning. Jeg kunne selv relatere til denne oplevelse af at komme til et fremmed land – følelsen af, at alt er anderledes, og det mentale og fysiske pres, der følger med.

Særligt stærkt står scenerne, hvor værtsfamilien gør deres bedste for at få ham til at føle sig velkommen, mens hovedpersonen både er udmattet af rejsen og overvældet af de mange nye indtryk. Samtidig forsøger han at lære dansk – også lydene æ, ø og å – og oplever f.eks. Himmelbjerget, som jo ikke helt lever op til forestillingen om, hvad et bjerg bør være når man kommer fra et land med meget høje af slagsen.

Undervejs oplever han også at blive forelsket, hvilket tilføjer endnu et lag til fortællingen om forandring, identitet og følelsesmæssig udvikling i teenageårene.

Bogen er meget sanselig og beskrivende – både i skildringen af tanker, følelser og de fysiske forandringer, som hører teenageårene til. Bogen giver også konkrete eksempler på, hvordan dialog kan starte, når man vil lære en ny person at kende, hvilket kan være en vigtig støtte for unge, der kan finde small talk udfordrende.

Denne bog henvender sig til unge, der skal på udveksling, flytte til et nyt land, er flersprogede – eller som bare vil spejle sig i en historie, hvor forandringer og følelser bliver taget alvorligt på en let tilgængelig måde.

Læs mere om bogen her.

Læs også om bogen Sort skærm, En anden side her og De sygeste rumvæsener fra 6.B her.

Categories
Boganmeldelse Eksamen Folkeskolen Pauser Studieliv Uddannelse

Eksamen – klar, parat, ro på

Af Maria Frantzen Sanko og Christian Arnth Jørgensen

Anmeldereksemplar fra Alinea forlag

Hvorfor går man egentlig til eksamen – og hvordan styrer man nervøsiteten, når den pludselig dukker op og føles helt ustyrlig? Det får du svar på i denne bog. Den er let, overskuelig og opdelt i små afsnit, der gør den nem at gå til, når man vil forberede sig på eksamen.

Bogen forklarer, hvordan hjernen fungerer – helt ned på neurologisk niveau – når man f.eks. bliver nervøs. Det er beskrevet i punktform, med symptomer og helt konkrete forslag til, hvordan man kan håndtere det.

Der er også et særligt fokus på pauser – noget der ofte nævnes i faglitteratur, men som her bliver gjort håndgribeligt. Jeg synes, det er en vigtig pointe at introducere allerede i folkeskolen, som bogen gør.

Alt i bogen bliver formentlig gennemgået for eleverne inden eksamen, men for nogle er det nok virkelig godt at kunne slå op i selv. Alle lærer jo forskelligt.

Den henvender sig primært til elever, der skal til eksamen for første gang, men den kan sagtens bruges af alle, der gerne vil have nogle konkrete redskaber til at få ro på inden en vigtig prøve. En bog, der er oplagt at anbefale – både som lærer, mentor eller forælder.

Læs mere om bogen her.