Categories
Boganmeldelse Faglitteratur Folkeskolen Forskning Fortællinger Fremtidens arbejdsmarked Højtbegavet Karriere Mangfoldighed Mental sundhed Neurodivergens Pædagogik Uddannelse Unge

De højtbegavede børn i (mis)trivsel

Af Sarah Moshage Ahola

Anmeldereksemplar fra Frydenlund 

En lille, men indholdsstærk fagbog, der gør et komplekst område tilgængeligt og relevant for alle, der arbejder med børn i dagtilbud og skole. Det farverige udtryk begynder allerede på forsiden, hvor en mørkeblå baggrund og en pink hjerne med en ballon danner en levende kontrast – og denne visuelle energi fortsætter gennem hele bogen, hvor fuldt illustrerede kapitelsider og klare farver gør læsningen let og indbydende.

Bogen kredser om forståelsen af højtbegavede børn og den mistrivsel, der kan opstå, når deres behov overses eller misforstås. Sarah Moshage Ahola formidler både forskning, praksiserfaring og psykologisk indsigt på en måde, der gør stoffet konkret og nærværende. Hun skelner mellem klogskab, dygtighed og intelligens og understreger, at høj IQ ikke nødvendigvis gør et barn til en fagligt stærk eller let elev – et vigtigt perspektiv for både lærere og pædagoger.

De cases der er i bogen, er et stærkt element i bogen. Vi møder børn i alle aldre: babyen, der reagerer intenst på sanseindtryk, børnehavebarnet med stort følelsesregister, skolebarnet der rammes af begyndende mistrivsel, og teenageren, der kæmper med identitet, ensomhed og pres. Der indgår også eksempler på forældre i dialog med skole og kommune, beskrivelser af søskendynamikker og voksne, der ser tilbage på deres egen skolegang. Det giver et levende, realistisk billede af de udfordringer, der kan opstå omkring et højtbegavet barn – og de muligheder, der ligger i den rette støtte.

Undervejs gennemgås diagnoser, indlæringsvanskeligheder, arvelighed, nervesystemets reaktioner og belastningssymptomer såsom angst, udbrændthed, spiseforstyrrelser og selvskade. Materialet præsenteres i et tydeligt og jordnært sprog, der gør det nemt at forstå sammenhængen mellem barnets adfærd og dets indre oplevelser. De forskellige intelligenser – blandt andet den musikalske, sproglige, kropslige, logiske, kreative, visuelle, interpersonelle, naturalistiske og eksistentielle – beskrives på en måde, der giver indsigt i, hvor forskelligt børn kan lære og udvikle sig.

Der beskrives også om, hvordan højtbegavede børn sanser verden. De fem ydre sanser kobles til de fem overexcitabilities, og forklaringen væves naturligt ind i helheden, så det bliver tydeligt, hvordan intensitet, sensitivitet og overstimulering kan spille en rolle i barnets trivsel. Sammen med beskrivelserne af nervesystemet giver dette et samlet, solidt fundament for at forstå barnets reaktioner.

Der præsenteres også flow-tilstande – hvordan børn kan forsvinde helt ind i deres interesser, ligesom forfattere og musikere gør. Samtidig beskriver bogen den ensomhed, der kan følge med, når et barn tænker og føler på en måde, der adskiller sig fra jævnaldrende.

Bogen rummer en lang række konkrete redskaber, blandt andet tjeklister og opgaver til pædagogisk personale, som kan bruges direkte i praksis. Derudover giver den et godt overblik over screening for høj begavelse, som fra 2024/2025 er blevet et krav i folkeskolen. Trods sin beskedne størrelse indeholder bogen imponerende meget viden, og den formår at gøre komplekse problemstillinger forståelige uden at forsimple dem.

En interessant fagbog, der vil være et stærkt værktøj for lærere, pædagoger, PPR-ansatte og alle andre, der arbejder med børn. Den giver både indsigt, genkendelse og konkrete handlemuligheder – og kan være en vigtig støtte i arbejdet med at forstå og hjælpe børn med særlige forudsætninger i både trivsel og mistrivsel.

Læs mere om bogen her.