Af Jesper Handberg Nielsen
Anmeldereksemplar fra Byens Forlag
Bogen placerer læseren i en mærkelig, gråzonepræget virkelighed, hvor det aldrig står klart, om hovedpersonen faktisk arbejder i jobcentret, selv er borger i et forløb eller bare er flyttet ned i kommunens kælder uden nogen form for tilladelse. Den vedvarende usikkerhed bliver en del af fortællingens stemning, og som læser føler man sig hele tiden lidt i tvivl om, hvad der egentlig foregår.
Hovedpersonen kalder borgere ved de forkerte navne og opfører sig generelt både negativt og fejlende på en måde, der fremstår bevidst – og samtidig helt desorienteret. Den forvirring, som borgerne i bogen oplever, smitter direkte af på læseren, der får alting fortalt, men alligevel føler sig uvidende.
Fortællingen består af korte scenarier fra jobcentrets hverdag: møder med kolleger, borgere og forskellige fagpersoner. En samtale med en lægekonsulent bliver direkte ubehagelig, og beskrivelserne peger tydeligt på en dyb mangel på respekt fra hovedpersonens side. Det gentager sig i flere episoder, hvor han fremstår både respektløs og til tider grænsende til racistisk – men samtidig på en måde, der gør det svært at afgøre, hvad der er satire, hvad der er psykisk uro, og hvad der måske bare er et forvrænget verdensbillede.
Undervejs kommenterer han på nyheder, politikere og sociale ydelser, som om han betragter samfundet nedefra det selvindrettede kælderrum, der både fungerer som opholdssted og en form for indre forhørslokale. Glimt af privatlivet – skilsmisse, rod, pizzabakker – tegner et portræt af en mand, der er gledet ned mellem systemets sprækker og forsøger at fastholde en slags orden i kaosset.
Fortællingen afsluttes med nummeret til Livslinjen, hvilket giver teksten et uventet alvorligt eftertryk og peger på et mørke bag de absurde scenarier. Satire, samfundskritik og menneskelig desperation glider sammen og efterlader læseren i en tilstand af tvivl, som på sin egen måde bliver bogens styrke.
