Af Marianne Riber
Anmeldereksemplar fra Wadskjær Forlag
Store overskrifter med blokbogstaver.
I denne bog deler forfatteren små erindringer og billeder fra 1945-1965, hvor hverdagen i Slagelse var præget af børneliv, leg på gaderne, bryllupper, fester, bygninger og de små historier, der tilsammen udgør en tid og en generation.
De rødternede gardiner, som moren syede om igen og igen, bliver et fint symbol på livets forandringer – når børn kom til, når tiderne skiftede, og når hjemmet skulle holde. Samtidig giver bogen os indblik i, hvad man spiste, hvad man læste, og hvordan barndommen dengang udfoldede sig med sæbekassevogne, naboskab og nysgerrighed.




Fortællingerne er både personlige og historiske – fra minder om Sprogø-pigerne, som moren fortalte om, til den komiske anekdote om et brudepar, der måtte tage arbejdstøjet på på selve bryllupsdagen. Det er små glimt af en tid, hvor alvor og hverdagsliv gik hånd i hånd.
Omslaget indfanger stemningen perfekt – man forventer at blive ført tilbage i tiden, og det er præcis, hvad man bliver.
En oplagt for historieinteresserede, særligt dem der brænder for lokalhistorie og hverdagsfortællinger. Men den vil også appellere til enhver, der holder af at fordybe sig i de små detaljer, der gør historien levende.

