Af Dea Franck
Anmeldereksemplar fra Akademisk forlag
Flot farverig og tiltalende forside, hvor farverne går igen og understøtter overblikket i bogens opbygning. Det er en tyk bog, men gennemført og overskuelig takket være farveinddelingen, figurerne i samme farvestil og en tydelig struktur, der guider læseren. Bogen er skrevet til lærere i grundskolen, men både pædagoger, skoleledere og PPR-ansatte kan få stort udbytte af at læse med – og det samme kan forældre til højtbegavede børn.
Der er både faglig tyngde og pædagogisk nærvær i indholdet. Med afsæt i både forskning og praksis bliver læseren ført grundigt ind i forståelsen af højtbegavede elever – hvem de er, hvordan de kan genkendes, og hvorfor de ofte mistrives, hvis ikke deres særlige kendetegn bliver set og anerkendt. Et barn med højt begavelsesniveau kan f.eks. have et ordforråd, en refleksionsevne og en forståelse, der langt overstiger alderen – en 9-årig kan opleves som en 16-årig, intellektuelt. Samtidig beskrives intensiteten – i både følelser, interesser og moralsk sans – som et centralt træk, der ofte misforstås som ”for meget” i hverdagen.
Bogen indeholder konkrete modeller og tjeklister til brug i indskolingen, screeningsredskaber og beskrivelser af intelligenstestning. Det giver læreren noget at handle ud fra og ikke blot tænke over. Man får et reelt indblik i forskellen mellem højtpræsterende og højtbegavede elever, og det bliver tydeligt, at ikke alle højtbegavede trives fagligt – mange har svært ved at finde ligesindede, kan opleve skolefravær, og bliver sjældent genkendt, hvis deres intelligens ikke ”viser sig” på traditionel vis.
Et af bogens styrker er, hvor nuanceret og praksisnært kendetegnene gennemgås: nysgerrighed, mønstergenkendelse, livlig fantasi, hukommelse, detaljerigdom, perfektionisme, stærk retfærdighedssans og intense følelser. De bliver ikke blot nævnt – de bliver beskrevet og koblet til undervisningspraksis. Både fagligt og menneskeligt er der meget at lære her. Bogen formidler også, hvordan højtbegavede kan opleves af forældre, og hvordan kommunikationen mellem skole og hjem kan styrkes, så samarbejdet bliver bedre. Der er desuden et afsnit rettet mod skoleledere og beslutningstagere, hvor blandt andet lovgivning og rammer for differentieret undervisning beskrives.
Et af de mest værdifulde greb er, at bogen både inspirerer og forstyrrer: Man får lyst til at ændre sin tilgang – men med ro og viden, snarere end panik. Det er en bog, man vender tilbage til – både når man står med en elev, der ikke passer ind i rammerne, og når man vil udvikle sin generelle praksis. Den giver mulighed for at reflektere over egen rolle som lærer og samtidig finde nye, konkrete veje at gå.
