Af Daniel Tafdrup
Anmeldereksemplar fra Forlaget Rød Panda
Jeg læser ikke mange digtsamlinger, men har på det seneste fået øjnene op for, hvordan de kan være små skatkamre af ordkunst. Her bliver ordene ikke bare et middel til at fortælle – de bliver selve fortællingen. De kan stå alene, folde sig ud, rumme følelser og billeder, som hænger ved længe efter sidste side.
Denne samling rummer korte, koncentrerede øjeblikke fra livet – fortalt på tværs af generationer. Og karrierevej, mere end blot på skrift, fordi forfatteren også arbejder med ord.
Der er passager om skabertrang, om at være “søn af en poet,” om tiden, livet og døden. Om sorgen og den stille følelse, der følger med tab. Ordene er enkle, men alligevel fortællende, som små snapshots, man næsten kan mærke.
En af de mange gode ord, er:
Af ord er jeg kommet, til ord må jeg blive.
Der er også et særligt blik for, hvordan virkeligheden altid er subjektiv:
… men vores virkelighed er aldrig den, som andre oplever.
Bogen er både på dansk og engelsk – med første del på dansk og sidste på engelsk. Nogle af digtene er oprindeligt skrevet på engelsk, hvilket giver en interessant rytme og et ekstra lag i læseoplevelsen. Det bliver næsten som to forskellige melodier pga. sproget, med variation i tonen.
Eksempelvis var der en tekst om Aula – om at skynde sig, men alligevel vente længe på svar. Det er små, præcise iagttagelser, med få ord, der får én til at stoppe op og reflektere.
Noget af det, jeg synes, digtsamlinger kan, er pausen, luften mellem linjerne. Ikke alt behøves at siges højt, for meget af betydningen ligger i det usagte. Når man først opdager det, åbner der sig en kreativ legeplads, hvor historien får lov til at udvikle sig.
