Af Matilde Trobeck
Anmeldereksemplar fra Grønningen 1
Nej med ro i maven.
Et sted i starten af bogen fortæller hun om sin bror:
Han hvilede meget i sig selv.
Det tog hun med sig, efter han døde som 25-årig.
Hun er uddannet pædagog og har arbejdet i faget i syv år, men det er først senere, da hun selv bliver mor, at det for alvor går op for hende: Det med grænser handler ikke kun om børn. Det handler også om voksne, der i årevis har sagt ja til det, de ikke ville, og glemt at mærke efter.
“Panelbarn”, “panelpige”, “panelkvinde” – hun beskriver sig selv som én, der gik langs panelerne og helst ikke ville ses. Hun husker tydeligt de øjeblikke, hvor hun ikke sagde fra.
Hvor hun gjorde det, der blev forventet – og stadig kan gennemspille scenerne i hovedet i dag som en slags intern genudsendelse.
Jeg går tit igennem oplevelserne igen i hovedet. Spiller scenen anderledes. Som jeg ville ønske, den var sket.
Hun skriver om følelsen af at være fagligt dårligere i 7. klasse, om kommaer der stadig driller, om at gå på musikskole uden musikalsk talent, og om sætninger, der sætter sig fast – som den lærer, der sagde:
Du bliver aldrig god til matematik. Du har det ikke i dig, Matilde.
Om dårlige forhold og røde lamper, om råbende stilladsarbejdere og en krop, som ikke var god nok.
Det hele fortælles med en befriende tilgang, der åbner op for at man gerne må gøre, hvad man har lyst til.
At være irriterende er at gøre som man har lyst, skriver hun, ikke sige ja til ting, fordi de forventes, når man ikke har lyst til det.
Der er masser af stærke sætninger undervejs, som f.eks.:
… og min holdning er altid, at jeg hellere vil have, at folk ikke kan lide mig, end at de slet ikke har taget stilling til mig.
Og så er der selvfølgelig “Freddie about it!” – et slags Bohemian Rhapsody-motto som motivation.
