Af Marie Nyhus, Emil Nielsen og Søren Søndergaard
Anmeldereksemplar fra Samfundslitteratur
Mange arbejder med presserådgivning. Men uddannelserne og erfaringerne bag er mange andre.
Her får du en bog, der tager pressearbejde helt ned på jorden og op på et niveau af både strategi og etik. Håndbog i pressearbejde er et solidt værktøj for alle, der har ansvar for at formidle historier til medierne – uanset om du sidder i en offentlig myndighed, en NGO, en brancheorganisation eller en privat virksomhed.
Forfatterne insisterer på, at pressearbejde først og fremmest er et håndværk. Det handler om nysgerrighed, lytning og ærlighed – og om at huske, at historien ikke handler om dig, men om det, du skal formidle. Her er ingen pral eller smart iscenesættelse. Til gengæld får du tydelig inspiration til at arbejde strategisk, troværdigt og med ydmyghed.
Bogen guider dig igennem alt fra medieforståelse og timing til hvordan du forbereder dig på et kritisk interview. Du lærer at stille de rigtige spørgsmål, skabe klarhed i dit budskab og stå stærkt, når du skal forsvare en sag offentligt.
Et af bogens helt store styrker er dens praktiske tilgang. Den giver dig konkrete råd om, hvordan du kontakter medier, bygger relationer til journalister og håndterer både proaktiv og reaktiv pressekommunikation. Hvert kapitel rundes af med en klar opsamling, så du kan tage essensen med dig videre.
Der er skemaer, tjeklister og eksempler på do’s og no-gos – alt det, man har brug for, hvis mam vil arbejde professionelt med pressearbejde. Der er endda vejledninger til, hvordan man bedst når ud i tv, aviser og andre medier.
Her er også kapitler om regler, fortrolighed, beredskabsplaner og pressestrategi – alle de elementer, der gør forskellen i en travl virkelighed, hvor tiden ofte er knap, og reaktioner kommer hurtigt.
Kort sagt: Håndbog i pressearbejde er en generøs og grundig guide fyldt med værdifuld viden. Uanset om man er ny i faget eller erfaren rådgiver, vil finde inspiration, systematik og brugbare metoder til at gøre pressearbejdet både skarpere og mere meningsfuldt.
