Af Carsten Pedersen
Anmeldereksemplar fra Akademisk forlag
Forebyg stress – moralsk stress. Bekæmp. På arbejde.
Bogen stiller skarpt på et fænomen, der fylder mere og mere i velfærdsprofessionerne, men som ofte er svært at tale om: moralsk stress.
Det er den stille, nagende fornemmelse af ikke at kunne gøre det godt nok, af at svigte, af at ens faglighed bliver underløbet af strukturer og krav, man ikke selv er herre over.
Når samvittighed, bekymring og fagligt ansvar konstant er i konflikt med virkeligheden, stiger risikoen for udbrændthed, forråelse og flugt fra faget. Som det lyder i forordet:
Når først den moralske stress har fået tag i en personalegruppe, vokser risikoen for sygemeldinger, medarbejderflugt og i sidste ende også udbrændthed eller forråelse.
Med faglige begreber, figurer og forklaringer hjælper bogen læseren med at identificere tegnene og forstå, hvordan moralsk stress adskiller sig fra almindelig travlhed.

Den viser, hvordan det føles indefra – med ord, man selv kunne have sagt:
Jeg kan ikke leve med hele tiden at prioritere mellem opgaver som alle er vigtige…
og
Konsekvensen bliver, at man som fagprofessionel hele tiden tvinges til at afbryde det, man er i gang med, og aldrig kan gøre noget færdigt.
Eksempler og citater fra medarbejdere, som har stået midt i det, gør bogen levende og relaterbar. Den sætter ord på, hvordan det opleves, når man må spare, skære ned, afbryde omsorg – og står tilbage med følelsen af at slå for lidt til. Når det aldrig er helt godt nok.
Samtidig er bogen værdiskabende i praksis.
Den viser veje frem:
Hvordan kan man som individ håndtere det?
Hvordan kan man som team tale om det og skabe forandring sammen?
Der gives konkrete fremgangsmetoder, og bogen fremhæver fagprofessionelle ved navn, som aktivt har taget fat og skabt indflydelse – både for sig selv og deres arbejdsplads.
Den peger også på, hvordan moralsk stress ikke opstår i et tomrum, men hænger sammen med ufleksible materielle, sociale og kulturelle vilkår – og understreger, hvorfor det er vigtigt, at netop dette tages alvorligt.
Der har i årevis været fokus på presset personale og manglende tid i velfærdssektoren. Denne bog rammer derfor et tydeligt behov – den bidrager med både forståelse, refleksion og handlingsmuligheder i en kompleks virkelighed. Et oplagt valg for pædagoger, lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, ledere og andre fagprofessionelle – samt for dem, der uddanner, udvikler eller leder dem.

