Categories
Boganmeldelse Faglitteratur Fremtidens arbejdsmarked Global karriere Jobsøgning Karriere Netværk Strategi

Opsøgende jobsøgning

Denne bog er et sjældent eksempel på en fagbog, der både inspirerer, konkretiserer og rent faktisk kan bruges i praksis nærmest fra første side. Denne bog henvender sig til alle – både dem, der akut har brug for et nyt job, og dem, der egentlig ikke gør. For paradoksalt nok er det netop dér, den opsøgende jobsøgning viser sin største styrke: når man ikke kun reagerer på opslåede stillinger, men selv er medskaber af sit næste job.

Af Lena Bryder

Udgivet af Skriveformaget

Anmeldereksemplar fra forfatteren 

Denne bog er et sjældent eksempel på en fagbog, der både inspirerer, konkretiserer og rent faktisk kan bruges i praksis nærmest fra første side. Denne bog henvender sig til alle – både dem, der akut har brug for et nyt job, og dem, der egentlig ikke gør. For paradoksalt nok er det netop dér, den opsøgende jobsøgning viser sin største styrke: når man ikke kun reagerer på opslåede stillinger, men selv er medskaber af sit næste job.

Allerede visuelt signalerer bogen struktur og fremdrift. Den iøjnefaldende gule forside og de enkle stregillustrationer understøtter bogens klare trin-for-trin-tilgang. Det er stilrent, overskueligt og giver lyst til handling. Bogen er opdelt i tydelige dele, hvilket gør den velegnet både som sammenhængende læsning og som opslagsværk, man kan vende tilbage til igen og igen.

Kernen er den opsøgende jobsøgning – altså de job, der endnu ikke findes på jobportalerne. Her bliver det tydeligt, hvorfor man “aldrig løber tør for muligheder”, når man arbejder proaktivt. Især i små og mellemstore virksomheder giver tilgangen mening, fordi behovet muligvis opstår før stillinger formuleres – eller også har de endnu ikke kendskab til at mangle noget. Man guides grundigt i at identificere relevante brancher og virksomheder ud fra konkrete kriterier som afstand, fleksibilitet, arbejdstid og egne behov. Der gives eksempler på, hvordan man finder virksomheder, hvordan man researcher dem – og endda tidsrammer for, hvor længe man bør gøre det.

Detaljegraden er enorm. Der er ikke noget “sådan burde du gøre” uden at få vist hvordan. Læseren får konkrete eksempler på mails, emnefelter, hvem man kontakter, og hvad man gør – endda hvad man kan sige hvis telefonen ringer – Endda med eksempler på indvendinger og afvisninger – som en naturlig del af processen. Processen slutter ikke der, for evaluering gør jobsøgningen til en læringsproces frem for en stressfaktor.

Bogen arbejder bevidst med karrierelæring, til- og fravalg samt pauser i arbejdslivet. Barsel, karrierepauser og livskompetencer behandles sagligt og nuanceret, hvilket især gør bogen relevant i et moderne arbejdsmarked, hvor CV’er sjældent er snorlige.

Der er også stærkt fokus på synlighed. LinkedIn gennemgås både strategisk og visuelt – fra profilopbygning til konkrete eksempler på opslag. Netværksmøder og forberedelse til dem får deres egen plads, ligesom opfølgning og ugentlig skemalægning gør processen realistisk og til at håndtere i en travl hverdag.

En usædvanligt brugbar bog. Den er konkret, detaljeret og lige til at gå i gang med – uanset om man er i job, mellem job eller blot nysgerrig på næste skridt. En klar anbefaling til alle, der vil tage aktivt ejerskab over deres arbejdsliv og skabe muligheder, før de bliver slået op.

Læs mere om bogen her.