Categories
Adfærd Boganmeldelse Forretningsstrategi Forskning Fortællinger Influencer marketing Journalistik Karriere Kommunikation Livet Motivation Oplevelser Præsentationer Psykologi Salg Storytelling

Personlig indflydelse 

At påvirke andre mennesker handler sjældent om at argumentere bedre. Det handler ofte om at forstå, hvordan mennesker træffer beslutninger, hvad der gør handlinger nemmere, og hvorfor vi siger ja – eller nej. Det er omdrejningspunktet i denne bog, som kombinerer adfærdspsykologi, forskning og praksis på en måde, der gør teorien både forståelig og anvendelig.

Af Morten Münster

Anmeldereksemplar fra Frydenlund 

At påvirke andre mennesker handler sjældent om at argumentere bedre. Det handler ofte om at forstå, hvordan mennesker træffer beslutninger, hvad der gør handlinger nemmere, og hvorfor vi siger ja – eller nej. Det er omdrejningspunktet i denne bog, som kombinerer adfærdspsykologi, forskning og praksis på en måde, der gør teorien både forståelig og anvendelig.

Allerede i introduktionen bliver mam inviteret ind i et scenarie. Ikke gennem en lang teoretisk forklaring, men gennem en fortælling. Det er et greb, der fungerer godt, fordi det samtidig demonstrerer et af bogens centrale budskaber: Historier påvirker os. De skaber billeder, følelser og forståelse på en måde, som fakta alene sjældent gør. Senere i bogen udfoldes netop historiefortællingens betydning, og forfatteren anvender konsekvent selv de principper, han beskriver.

Har man læst forfatterens tidligere bøger, vil stilen være velkendt. Forskning bliver koblet med konkrete historier, hverdagsoplevelser og eksempler fra både arbejdsliv og privatliv. Det gør stoffet let at relatere til, uden at det mister sin faglige tyngde.

Et eksempel fra forfatterens egen opvækst med formuleringen “Når nu du alligevel …” illustrerer, hvor stor betydning små sproglige nuancer kan have for vores adfærd. Det er netop bogens styrke. Den tager afsæt i situationer, de fleste kan genkende, og viser, hvorfor mennesker reagerer, som de gør.

Bogen rummer også en række konkrete teknikker, som kan bruges i praksis. Blandt andet gennem spørgsmål, der hjælper med at få mere præcise svar – noget journalister, kommunikatører, ledere og sælgere vil kunne nikke genkendende til. Samtidig bliver det tydeligt, hvordan måden, vi præsenterer valg på, har stor betydning for de beslutninger, andre træffer.

Et gennemgående tema er, at vi ofte overvurderer værdien af mange valgmuligheder. Når vi reducerer støj, skærer unødvendig kompleksitet væk og gør beslutningen lettere, øger vi sandsynligheden for, at mennesker faktisk handler. Det perspektiv udfoldes blandt andet i et helt kapitel om, hvordan man gør det lettere at sige ja – et emne med relevans langt ud over salg og markedsføring.

Efter hvert kapitel inviteres læseren til refleksion gennem spørgsmål, der kobler bogens pointer til egen praksis. Det gør læseoplevelsen aktiv og giver mulighed for at omsætte teorien til handling, uanset om man arbejder med ledelse, kommunikation, undervisning, rådgivning eller kundekontakt.

Bogen er ikke omfattende i sideantal, men den er indholdsrig. Kombinationen af forskning, eksempler, fortællinger og refleksion gør, at man flere steder får lyst til at stoppe op og overveje, hvordan de beskrevne mekanismer også påvirker ens egne valg og den måde, man kommunikerer med andre på.

Det er en bog, der ikke kun giver ny viden om personlig indflydelse. Den giver også et nyt blik på de små valg i hverdagen, som ofte har større betydning, end vi umiddelbart tror.

Læs mere om bogen her.