Categories
Alder Biografi Boganmeldelse Fortællinger Global karriere International Karriere Storytelling

Tæt på Lamine Yamal

Karrieren tog for alvor fart, da han var omkring 15 år gammel. Han blev en eftertragtet spiller og skrev historie ved at debutere i en ligakamp for FC Barcelona som blot 15-årig. Bogen beskriver også hans store beundring for Lionel Messi og de kvaliteter, han forsøger at efterligne, såsom teknik, afleveringer og spilforståelse.

Af Michael Jepsen

Anmeldereksemplar fra Forlaget Memoris

Lamine Yamal er et af de største fodboldtalenter i verden lige nu, og i bogen giver et spændende indblik i hans liv, karriere og vej til toppen.

Bogens første kapitel har den fængende overskrift “Et fortryllende bad”. Her fortælles historien om Obelix fra Asterix-universet, der som barn faldt i en gryde med trylledrik og derfor blev usædvanligt stærk. Historien bruges som en sjov indledning til Lamine Yamals næsten eventyrlige historie. Hans forældre vandt en konkurrence, hvor de fik taget billeder sammen med FC Barcelona-stjernen Lionel Messi. På et af billederne ses den spæde Lamine i bad sammen med Messi – et billede, som senere er blevet verdenskendt.

Bogen er meget visuelt opbygget. De mange billeder taler næsten for sig selv med flotte farver og god opløsning. Der er også fokus på hans karakteristiske håndtegn, som han ofte viser, når han scorer mål.

Det er tydeligt, at bogen er en fortælling om en person, der elsker fodbold - både via fortællingen og billederne. Som barn brugte han utallige timer på at øve tricks og finter med bolden, og bogen viser, hvordan hans store passion og træningsiver har været med til at gøre ham til den spiller, han er i dag.

Karrieren tog for alvor fart, da han var omkring 15 år gammel. Han blev en eftertragtet spiller og skrev historie ved at debutere i en ligakamp for FC Barcelona som blot 15-årig. Bogen beskriver også hans store beundring for Lionel Messi og de kvaliteter, han forsøger at efterligne, såsom teknik, afleveringer og spilforståelse.

Der er også et par flot visuelt opsatte sider med flere citater fra kendte personer.

Bl.a.  citeres Michael Laudrup for ordene: 

Man må ikke glemme, at han stadig er en dreng …

Bogen fungerer som en præsentation af Lamine Yamal som både menneske og fodboldidol. Vi hører om hans barndom, talentudvikling, oplevelser og erfaringer.

Et af kapitlerne hedder “Han var 12 år under corona”, hvilket sætter hans udvikling ind i en genkendelig tidsperiode for mange unge læsere.

Der er også oversigter over Lamines rekorder samt lister over andre store FC Barcelona-spillere, der har fulgt efter Messi. Layoutet er overskueligt, og citaterne gør fortællingen levende.

En idolbog for unge fodboldfans. Den kombinerer fakta, billeder og spændende historier på en letlæselig måde. Som en ekstra bonus afsluttes bogen med en quiz, der tester læserens viden om den unge stjerne.

Bogen kan anbefales til børn og unge, der interesserer sig for fodbold, FC Barcelona eller bare gerne vil lære mere om en af sportens mest spændende profiler.

Læs mere om bogen her. https://memoris.dk/products/taet-pa-lamine-yamal