Af Jim Latrache i samarbejde med Nicoline Latrache-Qvortrup
Anmeldereksemplar fra Grønningen 1
En bog med stærke kontraster – både i sit udtryk og i sit indhold. Allerede omslaget i gule og sorte farver signalerer, at her er noget, der vil vække opmærksomhed. Og det lever indholdet fuldt ud op til.
Fortællingen starter usædvanligt, med en scene i udlandet, hvor forfatteren arbejder som spion. Senere møder vi ham som skuespiller, som barn opslugt af film i biografen, og som menneske med ADHD, der hele tiden søger nye måder at forstå og udnytte sin anderledeshed på. Netop det at være anderledes fremstilles som hans største styrke.
Bogen bevæger sig mellem personlige erindringer, rejser og møder med forskere, og reflekterer samtidig over større samfundsmæssige spørgsmål. Hvordan kan man bruge ADHD som en ressource? Hvordan påvirker systemer og rammer dem, der ikke passer ind i den gængse norm? Og hvorfor bliver medicin ofte reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt det er individet eller samfundet, der skal tilpasse sig?
Der er stærke beskrivelser af barndommen, hvor et fremmedsprog i hjemmet blev forbudt, og hvor diagnoser som ordblindhed først kom sent. Vi hører om tiden i fængsel, om forskellen på at leve med ADHD og ADD i parforholdet, og om evnen til at forblive rolig i situationer, hvor andre ville gå i panik. Samtidig bliver der draget linjer til forskning, der viser, at ADHD-medicin kan reducere både dødelighed og kriminalitet – et perspektiv, der går imod mange fordomme.
Et gennemgående tema er, at det ikke er mennesket, der er forkert, men samfundets systemer, der skaber frasortering. I stedet efterlyses rammer, hvor neurodivergente kan trives. Et eksempel er en specialskole i Barcelona for børn, der betegnes som “neurospicy”. Samtidig kommer bogen ind på arbejdsmiljø og stress, hvor neurodivergente ofte er særligt udsatte. Her bliver motion, struktur og fravalg af rusmidler fremhævet som vigtige strategier.
Der er også plads til humor og varme. Forfatteren skriver åbent om sit eget barn, der deler de samme træk, men som vokser op i et hjem med mere rummelige rammer. Og han slutter af med et budskab: vær underlig – og vær stolt af det.
Det er en anderledes bog, både i sin opbygning og i sit perspektiv. Den kombinerer personlige historier med samfundskritiske analyser og gør det på en måde, der er let tilgængelig, men samtidig tankevækkende.
Bogen er relevant for alle, der arbejder med mennesker og organisationer – fra ledere og HR-medarbejdere til undervisere, rådgivere og kolleger. Den giver indblik i, hvordan neurodivergens kan forstås som en styrke snarere end en svaghed, og hvorfor arbejdsmiljø og rammer spiller en afgørende rolle for, at alle kan trives.
