Categories
Adfærd Angst Boganmeldelse Fortællinger International Kreativitet Kultur Kunst Kvinde Livet Mental sundhed Oplevelser Produktanmeldelse Psykologi Teknologisk udvikling Traumer Trivsel VR

Skæbnen – en spøgelseshistorie i VR

På engelsk: Destiny – A Ghost Story

Jeg modtog manuskriptet fra Exit Stage Viborg af Charlotte Sahl-Madsen i forbindelse med et netværksmøde hos Erhvervsaktive Kvinder Viborg.

Så det her er ikke en reklame, men en selvopfordret anbefaling fra mig.

Manuskriptet er på både dansk og engelsk i bogen. Teksten er skrevet i korte sætninger med masser af luft – næsten poetisk. Følelsesladet. Nærværende. Hvis man holder af den type fortælling, hvor stemninger og følelser fylder mere end forklaringer, så er der noget særligt her.

Jeg har ikke selv deltaget i forestillingen endnu, men oplevelsen blev beskrevet så levende, at jeg næsten følte, jeg havde været der. Og håber at komme ind og opleve det så snart muligheden er der. Det er VR, og netop derfor bliver oplevelsen intens. Man står ikke bare og ser på – man føler, man er til stede. Midt i fortællingen. Midt i stemningen. Måske endda midt i sorgen.

Der er en kvinde, som mangler sin søn. Eller måske er det bare forestillingens måde at få en til at tvivle på, hvad der er virkeligt, og hvad der er minder, følelser og fantasi.

Det er en forestilling, der kan påvirke længe efter - derfor nævntes det til oplægget, og igen i bogen, at man ikke forlader forestillingen upåvirket. For nogle måske også lidt for meget, hvis temaerne kommer tæt på egne oplevelser. Men samtidig er det netop det kunst kan.

Jeg synes, det er fantastisk, at der i Viborg er plads til kreative og anderledes oplevelser som denne. Internationale og unikke kulturoplevelser lige her. Her er noget modigt, moderne, kreativt og inspirerende – og ovenikøbet til en billetpris på kun 80 kroner.

En anderledes måde at opleve teater på.

Og måske også en anderledes måde at mærke en historie på.

Læs mere om forestillingen her, og Exit Stage her.