Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Forretningsstrategi Iværksætteri Kvinde Selvstændig Stress

Lev godt som selvstændig 

Af Rebekka Hviid

Anmeldereksemplar fra forfatteren selv

Udgivet ved Spitzen Publish

Bogen er visuelt pæn og indbydende med et farverigt udtryk. Flere sider er grønne, lilla, lyserøde og orange nuancer og er brudt op af citatlignende tekster i fede skrifttyper, som virker både motiverende og lette at gå til. Layoutet gør bogen overskuelig og indbyder til, at man både kan læse den fra ende til anden eller slå op i den undervejs.

Indholdsmæssigt fungerer bogen som en tryg og realistisk vej ind i det selvstændige liv. Den tager fat allerede dér, hvor mange overvejelser begynder: Er det overhovedet den selvstændige vej, du skal vælge? Er det et liv, der passer til dig, din hverdag og dine værdier? Fordele og ulemper bliver belyst ærligt, og læseren guides til at afstemme forventninger, ønsker og personlige behov.

Løbende fletter hun egne erfaringer ind, hvilket giver bogen en personlig og troværdig stemme. Der fortælles bl.a. om hendes baggrund for at starte selvstændigt, herunder et lettere stressforløb og et behov for mere fleksibilitet og pauser. Stress fylder hos mange, og er ofte noget der har været der hos folk, der vælger den selvstændige vej. Derfor er det godt som del i denne bog, hvor hun også taler om et arbejdsliv, der giver energi frem for at dræne.

De praktiske sider af det selvstændige liv gennemgås grundigt, i et sprog der er til at forstå. Økonomi er et centralt emne med gennemgang af udgifter, budgeteksempler, udregning af timepris og forventet månedsløn. Der arbejdes også med forretningsidé, niche, målgruppe og kunder gennem konkrete refleksionsspørgsmål, som gør bogen anvendelig som arbejdsbog, når du skal i gang.

Strukturering af hverdagen, planlægning og systemer – både hvilke systemer der er nødvendige fra start, og hvilke man typisk får brug for senere. Automatisering fylder også, med eksempler på hvordan man kan spare tid i hverdagen ud fra hendes egen forretning. Markedsføring behandles på en jordnær måde, bl.a. med oversigter over, hvor kunder typisk opholder sig, og en klar opfordring til at snævre sig ind på én kanal, man ønsker at være synlig på.

Et gennemgående tema er at bygge en forretning, der passer til livet – og ikke omvendt. Det ses i kapitler om, hvordan man sælger uden at “sælge”, hvornår det er tid til at opsige et samarbejde med en kunde, og refleksionsspørgsmål som: Giver dine arbejdsopgaver dig energi? Et centralt citat opsummerer meget godt bogens budskab:

Hvad gør dig glad inderst inde? Gør mere af det.

Bogen henvender sig især til soloselvstændige og nystartede, men også til kommende selvstændige, der stadig er i overvejelsesfasen, og overvejer at starte egen virksomhed, eller som allerede har en idé, men mangler overblik og struktur. Samtidig taler bogen særligt til kvinder – også kvinder med børn – der ønsker et bæredygtigt arbejdsliv med plads til både forretning, familieliv og balance.

En inspirerende, praktisk og indholdsrig bog, som kan bruges både som introduktion til det selvstændige liv og som støtte undervejs, når hverdagen som soloselvstændig skal fungere i praksis.

Læs mere om bogen her.