Af Emilie Meldgaard Jacobsen
Anmeldereksemplar fra Forlaget Aronsen
En pæn og farverig bog, lyserød med næsten neongrønt og med stregtegninger, der rummer oplevelser og stemninger. Hardcover-udgaven føles både legende og alvorlig på samme tid. Allerede ved første øjekast fornemmer man, at her er en udgivelse, hvor form og indhold smelter sammen.
Der er leget med skriften – bogstaverne står tæt, når tempoet i læsningen skal op, og spredes ud, når man skal dvæle. Den rytme gør, at teksten næsten læses som digte, hvor lyd, betydning og udmattelse væves ind i hinanden.
Fortællingerne er oplevet fra hjemmets perspektiv. Autisme beskrives indefra, som at være i en anden verden – en verden, der kan føles både ensom og overvældende. Samtidig er der masser af luft i opsætningen, så ord og reaktioner får plads til at stå stærkt.
Et citat lyder:
Nåh, han ser nu ikke handicappet ud.
Ordene beskrives som slag i hjertet, og de fleste forældre til neurodivergente børn vil kunne spejle sig i den følelse. Det er ikke blot en konstatering, men en påmindelse om, hvor hårdt sproget kan ramme.
Forældreperspektivet træder også frem. Når nogen siger: - Husk at passe på dig selv, bliver det tydeligt, at omsorgsfulde råd kan føles tomme, når hverdagen reelt afhænger af barnets trivsel og uforudsigelige humør. Bag bogens ord ligger en tavs fortælling om sagsbehandling, e-boksbeskeder, mødekalendere og psykologtider – alt det usynlige, der slider lige så meget som de konkrete udfordringer.
Et andet citat:
Træerne taber bladene … Jeg taber håret … Men jeg tror ikke det kommer igen. Det gør bladene.
Det poetiske sprog gør smerten håndgribelig, samtidig med at det viser, hvordan livsvilkår sætter spor, både fysisk og mentalt.
Bogen rummer beskrivelser af nervesystemets overbelastning, nedsmeltninger og den konstante nødvendighed i at tilpasse sig for at kunne energiforvalte bedst muligt.
Nedsmeltninger er en del af hans liv, fordi han ikke kan regulere. Vi lever i det 24/7.
Her bliver omkostningen for hele familien tydelig – både barn og voksne mærker konsekvenserne.
Der er refleksioner om systemstress, om kostanbefalinger som “minus sukker, ingen gluten”, og om følelsen af at elske barnet, men hade livsvilkårene. Skyld, spørgsmål og dårlig samvittighed dukker op:
Gik det galt i maven?
Tanker, mange forældre kan genkende, men sjældent sætter ord på.
Det er en fortællende og visuel bog, med få ord, men mange lag. Stregtegningerne underbygger ordene, og helhedsindtrykket er en stærk formidling af livet med et neurodivergent barn.
Bogen henvender sig til voksne, der arbejder med børn, som er neurodivergente, eller til forældre og pårørende, der ønsker at spejle sig og finde genkendelse. Den er en del af en serie og giver både indblik og forståelse på en måde, der berører.
