Af Ole Gadegaard Frandsen
Anmeldereksemplar fra Wadskjær Forlag
Romanen åbner med en fortællestruktur, hvor fortid og tilbagevenden til fødestedet introduceres på en måde, der fremstår både ukonventionel og delvist eksperimenterende. Allerede fra begyndelsen etableres en tone, hvor fortællingen ikke følger en klassisk realistisk linje, men i stedet arbejder med skæve perspektiver og et formsprog, der bevæger sig mellem det realistiske og det overnaturlige.
Første kapitel, “SÆRE TING”, er skrevet med versaler, hvilket understreger bogens markante og forskubbede udtryk. I forordet introduceres læseren til Jens Mosebjerg fra Ravndkroghede Statsfængsel (juli 2009), som ønsker god læselyst “hvis man ikke allerede er slået af læsningen”. Allerede her antydes en bevidst leg med fortællerpositioner og virkelighedsplan, som peger i retning af en mere uforudsigelig og fabulerende romanform.
Sprogligt er teksten præget af detaljerede beskrivelser samt en blanding af fortælling, dialog og direkte tale/citater, hvilket giver en tæt og varieret fremstillingsform. Fortællestilen fremstår bevidst anderledes, både i opbygning og i skift mellem stemmer og perspektiver.
Romanen indeholder desuden symbolske og fragmenterede elementer, hvor grænsen mellem det virkelige og det fantasi- eller drømmeagtige flere steder udviskes. Dette ses blandt andet i skildringen af en “delt kvinde” og en bordelbestyrer, hvor kroppen og identitet fremstilles på en ikke-bogstavelig måde. Et kapitel introducerer også et genfærd, hvilket bidrager til en tydelig overnaturlig dimension i fortællingen.
Der opstår enkelte scener, hvor dialogen bevæger sig i retning af det kropslige og metaforiske, blandt andet en samtale med en “underkrop”, hvor relationen mellem hovedpersonen og denne figur fremstår uklar og symbolsk.
Samlet fremstår romanen som en eksperimenterende fortælling, hvor sprog, identitet og virkelighedsopfattelse er i konstant bevægelse, og hvor realisme, symbolik og overnaturlige elementer smelter sammen i en åben og fortolkbar struktur.
