Af Anders Seneca
Anmeldereksemplar fra Grønningen1
Dette er en beskrivende beretning om et sundhedsvæsen, der ofte fungerer mere som en opgavefabrik end som et sted for mennesker. Gennem sin fars sygdomsforløb inviterer han ind i et pårørendeperspektiv, hvor frustrationer, håb, afmagt og kærlighed hele tiden ligger lige under overfladen. Han skriver både som søn, bror og fagperson, og netop kombinationen af det personlige og det faglige giver bogen en særligt skarp og værdiskabende tyngde.
Bogen kredser om mødet med et sundhedsvæsen, hvor personalet skifter konstant, og hvor ingen for alvor kender patienten. Man mærker, hvordan de mange skift og manglende sammenhænge skaber usikkerhed og føles som et svigt, selv når intentionerne er gode. Han peger ikke fingre ad medarbejderne, men efterlyser en struktur, hvor det menneskelige nærvær får lov at fylde lige så meget som de praktiske opgaver.
En af bogens mest sigende episoder er den dag, hvor hans far forvilder sig væk fra afdelingen og må spørge tilfældige forbipasserende om hjælp for at finde tilbage. Ingen på afdelingen opdager, at han er væk. Kort efter møder familien en FADL-vagt, der sidder roligt hos ham – selvom det “bare” er søndag. Kontrasten bliver et billede på, hvordan små handlinger af opmærksomhed kan gøre hele forskellen, når systemet ellers ikke hænger sammen.
Undervejs udfolder han refleksioner ud, der rækker langt ud over den personlige fortælling. Han skriver om medarbejdere, der i praksis bliver problemernes problemløsere frem for menneskers medspillere, og om et sundhedsvæsen, hvor struktur og opgavelister nogle gange står i vejen for relationer og faglig dømmekraft. Hans pointer rammer bredt og vil resonere hos alle, der har været i berøring med hospitalsvæsenet – både fagprofessionelle og pårørende.
Dette er både en personlig beretning og et fagligt indspark, der giver stof til eftertanke for alle, der ønsker et sundhedsvæsen, hvor mennesker ikke reduceres til opgaver, men mødes som netop det: mennesker.
