Af Rikke Struve
Anmeldereksemplar fra forfatteren selv
Udgivet af Forlaget Berørt
En bog, der allerede i hånden føles betydningsfuld. Tyk. Med solide, kraftige sider. Forsiden prydes af gule blomster – en solhat – hvor én er ved at blive plukket, gengivet med et fint, næsten glimtende tryk. Titlen står i hvide versaler. Indholdsfortegnelsen er sat i versaler i en gullig farve, der matcher blomsten på omslaget, og selv en af de første mellemsider bærer et subtilt tryk af solhatten som mønster. Det er gennemført og gennemtænkt. Solhatten symboliserer styrke, varme, udholdenhed, håb og livskraft – og det beskrives også i bogen, hvorfor netop den pryder omslaget.
Der medfølger et smukt bogmærke med QR-kode til Rikke Struves hjemmeside samt et håndskrevet, personligt postkort til mig. Jeg elsker personlige beskeder – det gør noget ved læseoplevelsen allerede inden første side er vendt. Rikke Struves karrierehistorie kan i øvrigt læses i Karrieren #8. Få den tilsendt når du bliver abonnent med din mail her.
Bogen rummer 12 fortællinger og indledes med et forord af Renata Edsbjerg, ledelsesrådgiver i Human Revolution, som mødte Rikke i hendes livskrise. For Rikkes historie begynder brutalt. Hendes ene søn finder sin 33-årige storebror livløs på gulvet efter en hjerneblødning. Vi tages med ind i dagen, hvor beskeden gives. Ind i chokket. Ind i kroppen. Ind i alarmberedskabet. På dag 100 går han uden støtte. Det er en stærk og sårbar indgang til bogens centrale budskab: At være pårørende er et vilkår, ikke et valg.
Rikke Struve har skrevet bogen, fordi hun vil dele sine erfaringer. Hun peger på, at man skal trænes i at være pårørende. For pårørende er, som hun beskriver det, de nye syge. Det er en tilstand, hvor man ikke længere mærker sig selv. Det sætter sig i nervesystemet. Kroppen. Rytmen. Omsorgen. Værdigheden. Hele menneskesynet sættes i spil.
Bogen rummer fortællinger om død – men ikke kun. Den favner også sygdom, handicap, ulykker, adfærdsændringer og skilsmisse, hvor den anden part forlader og ikke ønsker at medvirke eller hjælpe. Den viser, at sorg ikke kun opstår ved dødsfald, men også ved de forandringer, der ændrer livet grundlæggende. Som der står:
At være pårørende kan derfor føles som at leve med en usynlig sorg…
Rikke beskriver otte former for tab: tab af tilknytning, territorium, struktur, fremtid, mening, kompetence, identitet og kontrol. Det bliver en konkret måde at forstå og navigere i det uoverskuelige på.
Fortællingerne rummer både kendte navne og anonyme pårørende. Forskere, tænkere, fagprofessionelle, pionerer og mennesker midt i livet bidrager. Blandt dem er Katja Bamberger Bro, som har medvirket til at udvikle samtalekortene, og som indgår i en af de 12 samtaler. Det er en naturlig og vedkommende samtale om det, der virker – både for børn og voksne. Maria Schønemann bidrager også med en case, og fremtidsforsker Anne Skare deler sit perspektiv på, hvordan vi i fremtiden kan blive bedre forberedte på pårørenderollen.
Et vigtigt budskab er, at samtaler om det at være pårørende ikke kun skal foregå hos behandlere. De skal finde sted på arbejdspladsen og hjemme. Bogen henvender sig derfor ikke kun til pårørende, men også til fagpersoner, ledere, kollegaer, studerende inden for sundhed, ledelse og pædagogik – og til alle, der er nysgerrige på mennesker, trivsel og fællesskab. Efter hver fortælling følger en beskrivelse af, hvorfor historien er vigtig, samt spørgsmål direkte til læseren. Bagerst er der plads til egne noter, hvilket gør bogen både refleksiv og anvendelig.
Et centralt tema er pauserne – det, vi glemmer midt i krisen. Når alarmberedskabet og bekymringerne fylder, forsvinder pausen ofte først. Men netop dér er den mest nødvendig. Som Nanna Schjerning citeres:
Når du synes, du ikke har tid til at holde pause – så er det lige præcis dér, du har allermest brug for det.
Det er en konkret og dybdegående bog. Ikke kun en samling fortællinger, men også en insisteren på, at vi som samfund, arbejdspladser og fællesskaber tager pårørenderollen alvorligt. For vi er – på et tidspunkt i livet – alle pårørende.
