Af Simon Tøgern
Anmeldereksemplar fra Frydenlund
Bogen giver et hurtigt og lettilgængeligt indblik i, hvordan det danske arbejdsmarked er blevet formet gennem tiden. Den trækker tråde fra opbygningen af den danske model med stærke fagforeninger og kollektive overenskomster, til i dag, hvor individuelle ansættelseskontrakter og et faldende medlemskab i fagforeninger præger billedet.
Gennem korte og overskuelige kapitler opridses centrale elementer som ferieloven, arbejdsmiljølovgivningen og det trepartsbaserede samarbejde, der har været fundamentet for mange af de rettigheder, vi ofte tager for givet. Samtidig peges der på, hvordan akademikergrupper og nye former for ansættelser udfordrer den klassiske model.
Sammenlignet med mange andre europæiske lande har den danske model historisk været skruet sådan sammen, at også dem nederst i lønhierarkiet har kunnet klare sig. Det er netop den solidariske tilgang – og muligheden for at leve et trygt og værdigt liv uanset jobtype – der sættes under pres, når fællesskab og organisering mister fodfæste.
