Af Maria Isabel Sánchez Vegara
Anmeldereksemplar fra Straarup & co.
Nogle mennesker ser op på himlen og får lyst til at vide, hvordan verden mon ser ud deroppefra. For Amelia Earhart blev den nysgerrighed til en drøm om at flyve – og senere til et liv fyldt med eventyr langt over skyerne.
Amelia Earhart er en fin, farverig hardcoverbog i serien Små mennesker, STORE DRØMME, hvor børn møder virkelige mennesker, der turde drømme stort – fortalt og illustreret i børnehøjde.
Amelia drømte om at flyve. Ikke bare i fantasien. Hun ville helt derop, hvor verden forandrer størrelse, og hvor det, der virker enormt nede fra jorden, pludselig bliver ganske småt.
Og det kom hun.
En af de illustrationer, jeg især bed mærke i, viser det lille røde fly over havet, mens skyggen af en kæmpestor hval tegner sig under havets overflade. Det er sådan et billede, man kan blive hængende lidt ved sammen med et barn.

I bogen beskrives det, hvordan verden så lille ud fra Amelias perspektiv oppe fra flyet. En enkel beskrivelse i børnehøjde, men samtidig en sætning, der rummer noget større. For oppe i luften ændrede hendes perspektiv sig. Verden blev større på én måde og mindre på en anden.
Amelia Earhart levede i en tid, hvor det bestemt ikke var en selvfølge, at en pige kunne vokse op og gøre det, hun gjorde.
Hun fløj. Hun rejste. Hun så verden, dyr og steder langt hjemmefra. Hun satte rekorder og begav sig ud på eventyr, som nogle mente, hun var vanvittig for overhovedet at forsøge.
Men hun lod ikke andres forestillinger bestemme størrelsen på sine egne drømme.
Det er noget af det værdifulde ved at læse hendes historie for børn i dag – og måske særligt for piger. Det er ikke så længe siden, at kvinder havde helt andre begrænsninger for, hvilke liv de kunne skabe, hvilke drømme de kunne følge, og hvilke oplevelser der overhovedet blev anset som mulige for dem.
Derfor bliver historien om Amelia også en lille påmindelse om, at de muligheder, vi i dag let kan tage for givet, ikke altid har været en selvfølge.
Samtidig bliver Amelia ikke gjort til en fjern historisk figur. Hun bliver et menneske med en drøm. Et barn, der voksede op. En kvinde, der var nysgerrig på verden og ville opleve den.
Hun var modig og eventyrlysten, og hun fløj længere, end mange mennesker på hendes tid kunne forestille sig.
Hendes historie har også en alvorlig afslutning. Under et forsøg på at flyve jorden rundt forsvandt Amelia Earhart i 1937. Hun blev aldrig fundet.
Bagerst i bogen findes en tidslinje med årstal, små faktuelle nedslag og fotografier af den virkelige Amelia. Det er en detalje, jeg virkelig godt kan lide ved serien. De ægte billeder bygger en fin bro mellem den illustrerede børnebog og det menneske, der faktisk levede det liv, man lige har læst om.

Læs mere om serien, Små mennesker, STORE DRØMME, her.

