Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Folkeskolen Neurodivergens Studieliv Uddannelse Udvikling

Sort skærm

Af Maria Frantsen Sanko

Anmeldereksemplar fra Alinea

I forbindelse med udgivelsen af temamagasinet Neurodivergens og fremtidens arbejdsmarked har jeg læst Sort skæem – en bog i Alineas Neuroserie, der er skabt for at give unge med neurodivergens mulighed for at spejle sig i karakterer og fortællinger.

Bogen følger en pige, der skal lave en projektopgave om frøer sammen med en klassekammerat, hun egentlig ikke bryder sig om. Hun er ordblind og har været på ferie med sin selvstændige far midt i skoleåret, hvilket har gjort, at hun er gået glip af opstarten på projektet. Det giver en skæv start på samarbejdet.

En fin lille detalje i bogen er, at der på nogle sider er et lille frøikon der, hvor sidetallet normalt ville være – en kreativ reference til projektets emne.

Pigen har på forhånd dannet sig en negativ holdning til sin makker, blandt andet fordi andre omtaler ham som en “dengse”. Bogen skildrer troværdigt de akavede situationer, der kan opstå mellem børn og deres forældre, især når der er store forventninger på spil.

Undervejs opdager de to hovedpersoner, at de hver især besidder vigtig viden og styrker på forskellige faglige områder. Historien udvikler sig dramatisk, da et uheld fører til både indlæggelse og en retssag, og de to unge lærer meget mere end blot fakta om frøer – både om sig selv, hinanden og deres familier. Venskab, ansvar og investering i relationer bliver centrale temaer, og meget er på spil for begge parter.

De ender med at blive venner til sidst.

Læs mere om bogen her.

Læs også boganmeldelsen om Seiko boy fra samme serie her.

Categories
Boganmeldelse Mangfoldighed Neurodivergens Studieliv Uddannelse Udvikling

Seiko boy

Af Kathrine Assels

Anmeldereksemplar fra Alinea

I forbindelse med udgivelsen af temamagasinet Neurodivergens og fremtidens arbejdsmarked har jeg læst Seiko Boy – en bog i Alineas Neuroserie, der er skabt for at give unge med neurodivergens mulighed for at spejle sig i karakterer og fortællinger.

Den handler om en japansk teenager, der rejser helt til Danmark på et udvekslingsophold. Fortællingen er skrevet i en personlig, næsten dagbogsagtig stil, hvor hovedpersonen kommunikerer med en AI – og svarene, der kommer i bunden af siderne, uddyber hans tanker og verdenserfaring på en måde, der giver særligt indblik i hans indre liv.

Bogen beskriver på en meget fin måde tankemylderet omkring afrejse, de følelsesmæssige reaktioner på moderens ansigtsudtryk, og de mange lag af usikkerhed og forventning, der følger med en så stor omvæltning. Jeg kunne selv relatere til denne oplevelse af at komme til et fremmed land – følelsen af, at alt er anderledes, og det mentale og fysiske pres, der følger med.

Særligt stærkt står scenerne, hvor værtsfamilien gør deres bedste for at få ham til at føle sig velkommen, mens hovedpersonen både er udmattet af rejsen og overvældet af de mange nye indtryk. Samtidig forsøger han at lære dansk – også lydene æ, ø og å – og oplever f.eks. Himmelbjerget, som jo ikke helt lever op til forestillingen om, hvad et bjerg bør være når man kommer fra et land med meget høje af slagsen.

Undervejs oplever han også at blive forelsket, hvilket tilføjer endnu et lag til fortællingen om forandring, identitet og følelsesmæssig udvikling i teenageårene.

Bogen er meget sanselig og beskrivende – både i skildringen af tanker, følelser og de fysiske forandringer, som hører teenageårene til. Bogen giver også konkrete eksempler på, hvordan dialog kan starte, når man vil lære en ny person at kende, hvilket kan være en vigtig støtte for unge, der kan finde small talk udfordrende.

Denne bog henvender sig til unge, der skal på udveksling, flytte til et nyt land, er flersprogede – eller som bare vil spejle sig i en historie, hvor forandringer og følelser bliver taget alvorligt på en let tilgængelig måde.

Læs mere om bogen.

Læs også om bogen Sort skærm fra samme serie her.

Categories
Boganmeldelse Eksamen Folkeskolen Pauser Studieliv Uddannelse

Eksamen – klar, parat, ro på

Af Maria Frantzen Sanko og Christian Arnth Jørgensen

Anmeldereksemplar fra Alinea forlag

Hvorfor går man egentlig til eksamen – og hvordan styrer man nervøsiteten, når den pludselig dukker op og føles helt ustyrlig? Det får du svar på i denne bog. Den er let, overskuelig og opdelt i små afsnit, der gør den nem at gå til, når man vil forberede sig på eksamen.

Bogen forklarer, hvordan hjernen fungerer – helt ned på neurologisk niveau – når man f.eks. bliver nervøs. Det er beskrevet i punktform, med symptomer og helt konkrete forslag til, hvordan man kan håndtere det.

Der er også et særligt fokus på pauser – noget der ofte nævnes i faglitteratur, men som her bliver gjort håndgribeligt. Jeg synes, det er en vigtig pointe at introducere allerede i folkeskolen, som bogen gør.

Alt i bogen bliver formentlig gennemgået for eleverne inden eksamen, men for nogle er det nok virkelig godt at kunne slå op i selv. Alle lærer jo forskelligt.

Den henvender sig primært til elever, der skal til eksamen for første gang, men den kan sagtens bruges af alle, der gerne vil have nogle konkrete redskaber til at få ro på inden en vigtig prøve. En bog, der er oplagt at anbefale – både som lærer, mentor eller forælder.

Læs mere om bogen her.