Af Christone Vejlø
Anmeldereksemplar fra Dansk Psykologisk Forlag
Bogen starter med en levende fortælling fra 90’erne – en scene, der maler et tydeligt billede af tiden, teknologien og livet dengang. Man mærker straks forskellen på tempoet dengang og det pres, vi oplever i dag. Den tager læseren med ind i refleksioner over det gode arbejdsliv – med spørgsmål, der ikke har enkle svar, men som alligevel føles relevante for os alle.
Der er fokus på det menneskelige. Det, der ikke kan og ikke bør erstattes. Mødet mellem mennesker, relationer, pauser og kollegaskab bliver fremhævet som en del af det meningsfulde i arbejdet.
Bogen rummer overvejelser, man ikke møder så ofte i andre bøger om AI. Den er kort, men skarp. Ikke skræmmende – snarere nysgerrig. For hvordan navigerer vi i en fremtid, hvor maskiner ikke nødvendigvis overtager, men supplerer? Hvor ingen manual er, men blot egen læring. Den er god til store datamængder, mens der fortsat er behov for det menneskelige.
Et eksempel med modtagelsen af en MMS på en gammel mobiltelefon bliver brugt som billede på, hvordan ny teknologi føles først: langsom, klodset, dyr. Tidligere. Og hvordan det ændrer sig hurtigt. Med tiden. Det giver perspektiv på, hvor hurtigt AI rykker nu.
Citatet,
Kreativitet er en af de mest afgørende faktorer i fremtidens arbejdsliv…
… bliver stående i hukommelsen. Mennesker har stadig noget unikt at byde på – netop i kraft af det kreative, det relationelle, det uforudsigelige.
Maskinen lærer af os. Og mennesker lærer at bruge den – nogle gange med samtaler, de ikke har mod på at tage med et andet menneske. Det er både tankevækkende og en smule skræmmende.
Fremtidens behov for kompetencer af neurodivergente bliver nævnt, hvilket er en af de emner, der gør bogen mere menneskenær.
