Af Hans Mogensen
Anmeldereksemplar fra Samfundslitteratur
Man er ikke i tvivl om bogens emne, allerede inden man åbner den. Forsiden viser en karikaturtegning af en mand på vej ud af et brændende gammeldags lokum med bukserne halvt oppe – en bogstavelig illustration af at stå midt i en møgsag. Det sætter tonen for en bog, der handler om noget af det mest ubehagelige, organisationer og ledere kan opleve: shitstorme, møgsager og tab af omdømme.
Det er en tyk bog med masser af viden, analyser, historier og konkrete eksempler. Ikke en bog, man nødvendigvis læser fra ende til anden på én gang, men en bog man kan vende tilbage til gennem årene, når man har brug for at fordybe sig i et bestemt emne.
Indholdet bygger både på forskningsmæssig viden og forfatterens egne erfaringer som leder og rådgiver. Det giver en god balance mellem teori og praksis, og bogen kommer langt omkring de mekanismer, der ligger bag møgsager og shitstorme – særligt i den offentlige sektor, hvor omdømme har nogle helt særlige vilkår.
Et gennemgående budskab er, at mange møgsager opstår indefra. Organisationskulturen spiller en afgørende rolle, og der sættes blandt andet fokus på nikkedukkekultur, frygtbaseret ledelse og den såkaldte vandmelonkultur – hvor organisationen ser sund og stærk ud udefra, men gemmer på problemer indeni. Det beskrives også, hvordan et dårligt omdømme kan påvirke både borgernes tillid og medarbejdernes lyst til at blive på arbejdspladsen.
Bogen indeholder mange farverige figurer og modeller, som gør de forskellige begreber lettere at forstå. De grønne opslag bruges blandt andet til længere cases, mens resten af bogen er holdt i mørkegrå nuancer, hvilket gør den overskuelig at navigere i.
En stor del af bogen handler om mediernes udvikling gennem tiden. Den følger udviklingen historisk med årstal, beskriver hvordan forskellige medietyper er opstået, og hvordan nyhedsbilledet har ændret sig. Emner som nyhedstræthed samt tillid og mistillid mellem medier og modtagere bliver også behandlet.
Som kommunikatør fangede kapitlet Jagten efter stormen især min interesse. Det beskriver bl.a. journalisternes arbejdsmetoder, nyhedstyper og mekanismerne bag jagten på den næste historie. Samtidig sættes der fokus på etik, kvalitet, gennemsigtighed, dialog og samarbejde samt den journalistiske tilgang til historier.
Der er også konkrete eksempler, blandt andet et caseforløb med journalistpraktikanter på plejecentre. Borup-sagen om forældrenes magt over skolen gennemgås over en længere case, ligesom Grønlands “hvide guld” bruges som eksempel på, hvordan komplekse sager udvikler sig over tid.
Et helt kapitel er dedikeret til, hvordan møgsager udfolder sig, og hvilke roller der typisk opstår undervejs – helte, skurke, ofre og konflikter. Derudover behandles emner som skjulte optagelser, muldvarpe, whistleblowing og betydningen af at sige fra og reagere, når noget er galt.
Bogen indeholder også en række konkrete værktøjer til både forebyggelse, håndtering og opfølgning på shitstorme. Den bliver derfor ikke kun beskrivende, men også anvendelig for ledere, kommunikatører og andre, der arbejder med organisationers omdømme.
Til sidst rundes kapitlerne af med omfattende noter, kildehenvisninger og litteratur, som understreger bogens faglige tyngde og giver mulighed for at dykke endnu længere ned i emnerne. Det er en grundig og detaljeret fagbog, som især henvender sig til dem, der ønsker en dybere forståelse af, hvordan møgsager opstår, hvordan medier arbejder, og hvilke mekanismer der er på spil før, under og efter en shitstorm.
