Categories
Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Global karriere Karriere Mangfoldighed

Urban voyeur

New York i ord og billeder 

Af Bibs Carlsen

Denne bog fortæller om New Yorks pulserende liv, set gennem øjnene på en dansk kvinde, der kom for at besøge en veninde – og endte med at blive. Hun arbejdede som sygeplejerske i landet i mere end 30 år, deler sine oplevelser i en blanding af ord og billeder, hvor begge dele komplementerer hinanden uden nødvendigvis at spejle sig direkte.

Bogens visuelle udtryk er en oplevelse i sig selv. Billederne fungerer ikke blot som illustrationer, men som selvstændige fortællinger om byen, dens mennesker, dens energi og de skæbner, der krydser dens gader. Man fornemmer byens puls og dens modsætninger – fra kunst og musik til død, sygdom og trafikuheld.

Forfatteren tager os med ind i sit liv, hvor hun møder patienter fra alle lag af samfundet. Nogle oplevelser er brutale og konfronterende, andre lærerige og livsbekræftende. Hendes møder med mennesker, både professionelt og privat, væver sig sammen med beretningen om, hvad det vil sige at være en New Yorker – og hvornår man egentlig kan kalde sig en.

Selvom bogen ikke umiddelbart fremstår som en karrierehistorie, er den det alligevel. Det er fortællingen om at tage en chance, gribe muligheder og skabe sig et liv i et fremmed land. Det er en beretning om husovertagelse og de problemer, der følger med, om kærlighed, kunst og musik, og om at finde sin plads i en by, hvor alt synes muligt – men hvor ikke alt er let.

Den er en letlæselig og stemningsmættet bog, der både fungerer som en personlig fortælling og som en visuel udforskning af New Yorks sjæl. Den henvender sig til dem, der drømmer om byen, til dem, der har oplevet den på egen krop, og til dem, der blot ønsker at forsvinde ind i en verden af billeder og ord fra en kvinde, der ikke blot besøgte New York – men blev en del af den.

Læs mere om bogen her: https://www.xn--wadskjrforlag-8fb.dk/vare/urban-voyeur/

Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Karriere Kommunikation Ledelse Mangfoldighed Neurodivergens Teknologisk udvikling Uddannelse Udvikling

Weird works

Af Marie Kingston & Aske Koppel Stræde

Denne bog er en tankevækkende og relevant bog om neurodivergens i arbejdslivet – en bog, der både informerer, inspirerer og giver konkrete værktøjer til at skabe bedre rammer for neurodivergente medarbejdere.

Bogen åbner stærkt med en scene, der illustrerer en person med ADHDs udfordringer i en samtale hos psykologen. Allerede her får man en fornemmelse af, hvordan opmærksomhed kan skifte, og hvordan stress kan ramme neurodivergente særligt hårdt. Forfatterne beskriver den stigende diagnosefrekvens af opmærksomhedsforstyrrelser og den generelle stigning i stress, psykiske lidelser og langtidssygemeldinger.

Et af bogens stærkeste elementer er de mange citater og historier fra erhvervsaktive med ADHD. Disse personlige beretninger giver et nuanceret billede af, hvordan diagnosen både kan være en fordel og en udfordring i arbejdslivet. Der trækkes tråde til stenalderen og jægerinstinktet som en forklaring på ADHD, samtidig med at bogen udforsker, hvad det vil sige at være “weird” – både de styrker og udfordringer, det indebærer.

Bogen dækker både ADHD og autisme og viser gennem eksempler, hvad der har fungeret (eller ikke fungerer) i forskellige arbejdssituationer. Den leger også visuelt med opsætningen, bl.a. i overskrifterne, hvilket gør den mere levende og engagerende.

For ledere tilbyder bogen konkrete værktøjer til at styrke inklusion og mangfoldighed, herunder 1:1-møder, feedback og arbejdslivsbalance. Der er endda plads til noter.

Forfatterne har baggrunde inden for erhvervslivet, HR og ledelse af neurodivergente medarbejdere. En af forfatterne har selv ADHD og er engageret i ADHD-foreningen, hvilket giver bogen en troværdig og autentisk stemme.

Weird Works er en bog der kan være til gavn for ledere, HR-professionelle og alle, der ønsker at forstå neurodivergente medarbejdere bedre. Den giver indsigt, refleksion og konkrete værktøjer til at skabe et mere inkluderende og bæredygtigt arbejdsmiljø.

Læs mere om bogen her: Weird works - Dansk Psykologisk Forlag

Categories
Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Mangfoldighed Neurodivergens Udvikling

Det neurodivergente menneske 

Af Pernille Darling

Anmeldereksemplar fra Dansk Psykologisk Forlag 

Der var altså ikke noget galt med mig - men jeg blev behandlet, som jeg skulle repareres. Og så gik jeg i stykker.

Denne kraftfulde sætning sætter scenen for denne bog, der udfordrer den traditionelle forståelse af neurodivergens. Det neurodivergente menneske er en dybdegående og nuanceret bog, der insisterer på, at se det hele menneske fremfor diagnoser.

Bogen giver indsigt i, hvordan personer med autisme oplever verden på forskellige stadier af livet, hvordan deres omgivelser reagerer, og hvordan samfundets strukturer enten understøtter eller skaber unødig belastning. Gennem en række scenarier bliver det tydeligt, at neurodivergente mennesker ofte behandles anderledes. En af bogens vigtige pointer er, at hvis flere blev udredt, ville samfundet i højere grad tilpasse sig neurodivergens i stedet for at forsøge at forme individer til en snæver norm.

Hun beskriver, hvordan tryghed – en afgørende faktor for trivsel – kan være sværere at opnå for neurodivergente end for neurotypiske mennesker. Bogen understreger behovet for rummelighed og forståelse i både det nære og det brede samfund. Diagnoserne bliver ikke fremstillet som sygdomme, men som en del af den menneskelige personlighedsstruktur – med en øget sårbarhed for belastning, men også med unikke styrker.

Det skinner igennem, at forfatteren har både faglig indsigt og personlige erfaringer med neurodivergens. Hendes viden og engagement gør Det neurodivergente menneske til en vigtig og tankevækkende bog for alle, der ønsker en mere inkluderende samfund.

Læs mere om bogen her: Det neurodivergente menneske - Dansk Psykologisk Forlag

Categories
Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Mangfoldighed Udvikling

Arbejdsinkludering

Af Inge Storgaard Bonfils og Julia Salafo-Rasmussen

Anmeldereksemplar fra Akademisk forlag

Bogen introducerer til Supported Employment (SE) og Planlagt Job med Støtte (IPS), der bruges til at hjælpe udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Bogen kombinerer teoretisk indsigt og praktiske værktøjer og fokuserer på at støtte personer med forskellige udfordringer i at opnå og fastholde beskæftigelse.

Blandt de mange emner, der berøres, er diagnoser, funktionsnedsættelser og andre udfordringer, som kan komplicere adgangen til arbejdsmarkedet. Forfatterne beskriver også støttemuligheder som fleksjob og individuel planlægning, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov og præferencer. Og hvordan de samarbejder på tværs af jobfunktioner og arbejdsmarkedet. Målgrupperne spænder bredt på alder, samt personer med psykiske lidelser og misbrugsproblemer til sårbare unge, personer med flygtningebaggrund og ældre, der ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen.

Bogen giver samtidig en historisk og teoretisk indføring i det danske beskæftigelsessystem og inddrager figurer og modeller for at illustrere, hvordan systemet fungerer i praksis. Med cases og praktiske spørgsmål, der kan bruges i samtaler med kandidater, er indholdet let at overføre til virkelige situationer. Refleksionsspørgsmål i slutningen af hvert kapitel giver desuden mulighed for fordybelse og eftertanke.

En særligt styrke ved bogen er dens evne til at inddrage flere perspektiver – fra kandidater og arbejdsgivere til konsulenter – og præsentere konkrete metoder til både jobsøgning, fastholdelse og inklusion. Bogen kan bruges som opslagsværk, lærebog eller inspirationskilde og er derfor relevant for både jobkonsulenter og ledere, der ønsker at styrke inklusion på arbejdspladsen. Arbejdsinkludering formår på en tilgængelig måde at gøre kompleks viden både praktisk anvendelig og fagligt funderet.

Læs mere om bogen her.

Categories
Dialogkort Kommunikation Mangfoldighed Netværk Produktanmeldelse

Small Talk Big Questions – Questions of life

Anmeldereksemplar fra Small Talk Big Questions

Dette sæt kort overgik alle mine forventninger. Allerede under gennemgangen af spørgsmålene blev jeg fanget af, hvor mange dybe og tankevækkende emner der berøres. Jeg måtte stoppe op flere gange, da det ene spændende spørgsmål efter det andet dukkede op – spørgsmål, der virkelig får én til at reflektere over livet og åbner op for meningsfulde samtaler.

Eksempler på spørgsmål, der hurtigt blev favoritter hos mig:

  • Har du eller har du haft en hobby?
  • Hvad betyder frihed for dig?
  • har du arbejdet hårdt for at opnå?
  • Hvilke ting vil du gerne have, bliver i familien?
  • Hvor sidder du, når du er 90 år?
  • Hvem er eller har været din rollemodel?

Disse spørgsmål – og mange flere – garanterer interessante, dybe samtaler, som både kan skabe stærkere relationer og give nye indsigter. Et fantastisk sæt dialogkort til både sociale sammenkomster og stille stunder med nærmeste familie eller venner.

En ekstra detalje, som jeg synes er rigtig god, er, at der medfølger et kort med en forklaring af regler og metode – både på dansk og engelsk. Hvert kort er med et spørgsmål på både dansk og engelsk. Dette gør sættet både brugervenligt og inkluderende, uanset hvem man spiller med. Hvor ofte har man ikke stået i en situation, hvor man skulle forklare et spørgsmål på engelsk – hvad enten det har været i arbejds- eller sociale sammenhænge? Med dette sæt bliver det både nemmere og mere præcist.

Læs mere og køb dem her.

Categories
Arbejdslivbalance Bæredygtighed Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Karriere Kommunikation Ledelse Mangfoldighed Teknologisk udvikling Udvikling

Regenerativ business

Af Louise Sparf

Anmeldereksemplar fra Akademisk Forlag

Bogen beskriver tilgang til, hvordan virksomheder kan skabe værdi på en måde, der gavner både mennesker og planeten. Med fokus på regenerativ ledelsestænkning præsenteres konkrete værktøjer og strategier til at omlægge økonomiske modeller og forretningspraksisser, så de fremmer bæredygtig vækst, ved at minimere forbrug.

- Fremover bliver det sværere at “vaske” sig grøn og mangfoldig.

Louise Sparf trækker på en bred erfaring inden for ledelse, strategi og bæredygtighed, forener hun praktisk indsigt løsninger for at generere vækst uden merforbrug.

At drive en bæredygtig virksomhed er en kompleks opgave, og hun belyser emner som vækst, stress- og sygefraværsstatistikker, strategi og ansvarlig ledelse på en måde, der både er dybdegående og tilgængelig. Med et skarpt blik for de mange niveauer af kompleksitet viser hun, hvordan virksomheder kan navigere i en verden, hvor “grøn og mangfoldig vask” ikke længere er nok.

Med eksempler fra virksomheder eksemplificeres principper og deres værktøjer og hvordan de arbejder med bæredygtighed. Hvert virksomhedseksempel sluttes af med gode og konkrete råd fra deres synspunkt. Det gør det relaterbart for ledere i lignende situationer/ virksomheder.

Bogen er relevant for ledere, bestyrelser og beslutningstagere, som søger inspiration og vejledning til at navigere i overgangen til en mere ansvarlig og langsigtet forretningsplan. 

Læs mere om bogen her.

Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Karriere Mangfoldighed Neurodivergens Udvikling

Autisme på arbejde

Af Tony Attwood og Michelle Garnett

Anmeldereksemplar fra Dansk Psykologisk Forlag

Autisme på arbejde er en bog med konkrete værktøjer og strategier inden for stresshåndtering, sociale færdigheder og personlig planlægning. Den har en struktureret tilgang, der kan hjælpe med at tackle udfordringer i både arbejdsmæssige og sociale sammenhænge.

Forfatterne trækker på psykologiske indsigt og erfaring med autismefeltet. Det er tydeligt med det praktiske indhold, som gør bogen relevant for mentorer, kolleger, ledere og pårørende, der ønsker at skabe et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø.

Bogen er opdelt i syv trin, hvor man bliver guidet gennem et forløb med fokus på både individuelle og kollektive løsninger. Trinnene indeholder øvelser, refleksioner og plads til egne noter, hvilket gør det nemt at omsætte teorier til praksis. Det gør den mulig at bruge som personligt opslagsværk, som kan genbesøges.

Bogen er særligt anvendelig for personer med autisme, der aktivt ønsker at bruge de præsenterede værktøjer i enten deres nuværende job eller som jobsøgende. Samtidig forestiller jeg mig at den også som en værdifuld ressource for arbejdsgivere, der ønsker at forstå og støtte mangfoldighed på arbejdspladsen.

Bogen kan suppleres med videoer, der der henvises til i bogens.

Autisme på arbejde er med til at fremme mangfoldighed og inklusion på arbejdsmarkedet. Med sine konkrete trin og fokus på praktiske løsninger viser bogen, hvordan vi kan gøre arbejdspladser mere rummelige og mangfoldige.

Læs mere om bogen her.

Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Mangfoldighed Neurodivergens Uddannelse Udvikling

Højt begavet – En guide til voksne

Af Dea Franck

Anmeldereksemplar af Dansk Psykologisk Forlag

Bogen er skrevet af en psykolog og specialist i højtbegavede voksne, som bringer sin ekspertise og personlige erfaringer til denne bog. Som selv højtbegavet tilbyder hun en autentisk og dybdegående indsigt i emnet, hvilket gør bogen både fagligt solid og personlig.

Bogen kombinerer teori, historiske eksempler og praktiske øvelser, der hjælper læseren med at reflektere over sin egen begavelse. Den inkluderer desuden quizzer, der kan give en indikation af, om man selv kunne være højtbegavet. Et særligt træk ved bogen er dens fokus på langsom læsning. Forfatteren opfordrer til at tage sig god tid, da der er indbygget refleksionsværktøjer og skrivefelter, hvor tanker og svar kan udfoldes undervejs.

Bogen er yderst praktisk med  refleksionsspørgsmål, der tager udgangspunkt i konkrete eksempler for både voksne mænd og kvinder. Samtidig belyser den, hvordan man kan genkende højtbegavelse i sine børns adfærd. Kombinationen gør bogen anvendelig på alle niveauer, og den inkluderer endda indsigter om læringsstile.

Et af bogens stærke elementer er de karrieremæssige reflektionsspørgsmål. Her henvises til at tænke over, hvordan barndommens drømme og ønsker kan spille en rolle i voksenlivet. Dette kan især være værdifuld for dem, der søger større klarhed omkring deres karrierevalg eller personlige udvikling.

Bogen gør det praktisk at udforske og forstå sig selv på en ny måde, og dens praktiske øvelser gør den til en nyttig ressource for alle, der ønsker at dykke dybere ned i emnet høj begavelse.

Bogen indeholder forslag til, hvordan man kan nedtone aktivitetsniveau og undgå overstimulering, hvis man identificerer sig som højtbegavet gennem de præsenterede quizzer.

Derudover giver bogen eksempler og beskrivelser af andre diagnoser, som højtbegavede ofte kan have sideløbende – enten allerede diagnosticerede eller som noget, der kan opstå senere. Hertil er der rigelig plads til refleksion over, hvordan man kan mestre livet med én eller flere diagnoser og samtidig navigere i sin højtbegavelse.

Læs mere om bogen her.

Categories
Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Frivillighed Global karriere Iværksætteri Karriere Mangfoldighed Udvikling

Moderne danske eventyrere

Af Jakob Øster

Anmelder eksemplar fra Turbine Forlaget

Moderne Danske Eventyrere indeholder inspirerende historier fyldt med modige og nysgerrige mennesker, der har gjort eventyret til deres levevej. Det er personer, der har valgt at leve på kanten af det ordinære, hvor hverdagens tryghed byttes ud med det uforudsigelige og ekstreme. Forfatteren, som selv er en erfaren rejseskribent og foredragsholder med oplevelser fra alle verdens kontinenter, portrætterer 21 danske eventyrere (inkl. sig selv) og giver et indblik i deres rejser, drømme og udfordringer. Bogen er en fortælling om dem, der tør følge deres passion og leve et liv, langt væk fra hverdagens rammer.

Med denne bog udforsker forfatteren, hvad der driver disse mennesker, og hvordan de har skabt en vej i livet, hvor det uventede og det ekstreme er dagligdag. Han fortæller endda sin egen.

Bogen er gennemført og smuk både indvendigt og udvendigt med sit hardcover omslag og betagende billeder. Den inviterer med på rejsen, så man næsten føler sig til stede i de fjerne egne og eventyrlige landskaber, den beskriver.

Det grafiske setup med billeder, tekst og farver er så veludført, at man nærmest bliver opslugt af det. Layoutet skaber en sammenhæng og en stemning, der drager læseren dybt ind i bogens verden og får hver side til at føles som en oplevelse i sig selv.

Fascinerende at alle, hver især, forskellige som de er, har fået stillet de samme spørgsmål. Det er gode historier han er kommet frem til med de spørgsmål han har valgt at stille.

Han formår at fange interviewpersonernes personlighed ved at skrive bogen i deres eget sprog og talemåde. Dette gør portrætterne levende og autentiske, så man næsten kan høre stemmerne bag historierne. Han giver plads til deres humor, bekymringer og begejstring, hvilket gør historierne endnu mere autentiske. Det føles næsten som at sidde ansigt til ansigt med de eventyrere, som deler deres dybeste overvejelser og største oplevelser. 

Det er historier, man normalt kun ville kende, hvis man kendte personerne personligt eller havde set dem i et tv-program. Forfatteren formidler dem på en autentisk og inspirerende måde, så man næsten selv kan opleve mødet med hovedpersonerne og mærke deres fortællinger. Bogen præsenterer et bredt spektrum af mennesker, fra frivillige og neurodivergente til målbevidste personer og dem, der rejser med børn. Den rummer en mangfoldighed af livsrejser, som gør den relaterbar for mange forskellige læsere.

Moderne Danske Eventyrere efterlader læseren med en følelse af inspiration og beundring. Bogen går dybere end blot at være rejseoplevelser – de omfavner livsvalg, personlige udfordringer og den utraditionelle karrieres eventyr. For dem, der ønsker en anderledes karrierevej eller blot søger inspiration til at følge deres passion, kan bogen være en mulighed for at se yderligere måder at bane sin livs- og karrierevej på. Det er en bog, der får en til at reflektere over egne drømme og grænser.

Læs mere om bogen her.

Categories
Arbejdslivbalance Boganmeldelse Fremtidens arbejdsmarked Karriere Mangfoldighed Neurodivergens Uddannelse Udvikling

SuperADHD – Boganmeldelse

Af Majbritt Augustinus

Anmeldereksemplar fra Dansk Psykologisk Forlag

Super ADHD præsenterer ADHD som både en udfordring og en styrke. Bogen bryder med myterne om diagnosen og viser, hvordan personer med ADHD kan udnytte deres unikke evner som kreativitet, energi og idérigdom. Gennem inspirerende historier og gode råd fra psykiatere og skuespillere giver den både indsigt og praktiske råd.

Bogen er både oplysende og motiverende for unge og voksne med ADHD samt deres pårørende og fagpersoner. Bogen indeholder symptombeskrivelser helt fra 0-3 års alderen, hvilket gør den ekstra relevant for alle, der ønsker en dybere forståelse af ADHD gennem hele livet. Denne bog kan være værdifuld læsning for en bred målgruppe. Ud over personer med diagnosen og deres pårørende kan den også være relevant for rekrutteringsfolk med fokus på neurodivergens på arbejdspladsen samt for nuværende ledere og chefer.

Mange med ADHD fortæller, at de ikke ville undvære deres diagnose, da den giver dem gejst og energi. Det er netop en af grundene til, at forfatteren har skrevet denne bog. Hvor de fleste bøger om emnet fokuserer på udfordringerne, viser denne bog i stedet, hvor fantastisk ADHD kan være.

Desuden er bogen tiltalende med sit kontrastfyldte visuelle udtryk, der fremhæves yderligere, når man vipper forsiden og får et ekstra kick ud af ordet super, som er skrevet i rød farve.

Endnu en særlig styrke ved denne bog er, at den indeholder både forfatterens egne forord samt bidrag fra en professor i børne- og ungdomspsykiatri og en overlæge. Denne kombination tilføjer en ekstra dybde, idet bogen præsenterer både faglige perspektiver, personlige beretninger og tankevækkende citater fra personer med ADHD i forskellige aldre samt fra pårørende, hvilket gør indholdet levende og autentisk.

I stedet for at have fokus på hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsvanskeligheder har denne bog fokus på energi og drive, kreativitet og nysgerrighed.

⁃ Mennesker med ADHD kan være de største opfindere og mest innovative personer. De kan virkelig rykke og få gjort ting.

Edward Hallowell, psykiater, specialist i ADHD

Ligesom andre bøger indeholder denne en definition af diagnosen – både ADHD og ADD. Der er endda en sidelang liste over styrker ved ADHD. Når den er læst, går bogen videre til, hvordan styrkerne kan bruges som fordel.

“Ferrari-hjerne med cykelbremser” er en meget illustrativ måde at fortælle, hvad super-ADHD er. Det beskriver, hvordan det kan være svært at stoppe, når man har dårlige bremser.

Flere steder i bogen findes små bokse med tips, symptomer og konkrete ting, man kan være opmærksom på. Disse bokse fungerer som praktiske guides og giver læseren letforståelige råd til at håndtere udfordringer og udnytte ADHD’s styrker i hverdagen.

Bogen indeholder en autentisk beretning om en mand med ADHD, der beskriver sin rejse fra barndommen til voksenlivet. En anden historie handler om en kvinde, der har navigeret fra skolegang til uddannelse, videreuddannelse og livet som mor, og som først blev diagnosticeret som voksen efter sin datters diagnose. Hendes fortælling giver et nuanceret billede af livet før, under og efter diagnosen – både de positive og udfordrende sider. Bogen dykker også ned i ADHD’s historie, både før diagnosen blev anerkendt, og hvordan forståelsen og definitionen af ADHD har udviklet sig gennem tiden.

Selvom man ikke behøver at have en ADHD-diagnose for at være kreativ, viser undersøgelser, at der ofte er en sammenhæng mellem ADHD og kreativitet. Der er historiske personligheder, helt tilbage til flere århundreder siden, hvor man i dag mener, at de muligvis havde ADHD. Vi har alle variationer og unikke træk, men diagnoser som ADHD gives først, når graden af afvigelsen når et bestemt niveau.

Bogen indeholder forskellige måder at leve med og uden medicin, og går endda i detaljer om kost, mineraler, hormoner og andre diæter og livsstile. Den giver dog ikke en færdig opskrift, da løsningerne er individuelle.

I slutningen af bogen er der også tips fra personer med diagnosen, som har vist sig at virke for dem.

Læs mere om bogen her.